Tip     Print     RSS     Del    

Div. kunstnere(DR Koncerthuset) / Chick Corea (Det Kgl. Teater)

JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 07.07.09  kl. 10:20 

Copenhagen Jazzfestivals to første store koncerter hyldede store musikere fra fortiden. Eller gjorde de?

Chick Corea får fire stjerner af JP's anmelder for sin koncert søndag. Arkivfoto: AP

Relaterede artikler

Jazzmusikere støtter spillested

Kendt spillested sat i skammekrogen

Jazzfestival

DR Koncerthuset:

SING THE TRUTH: A TRIBUTE TO NINA SIMONE

Med Dianne Reeves, Angélique Kidjo, Lizz Wright & Simone

Lørdag aften

Det Kgl. Teater, Gl. Scene:

CHICK COREA

På klaver

Søndag aften

Man kan ære sine forbilleder på to måder.

Den ene er at efterligne dem. Den anden er at lade sig inspirere af deres måde at være sig selv på, og så arbejde videre med sit eget.

Copenhagen Jazz Festivals to første store tilløbsstykke-koncerter i henholdsvis DR Koncerthusets store sal og Det Kgl. Teater var begge af den første art. Den ene kunne næppe have været anderledes, men den anden kunne sagtens - og blev dermed det mere frustrerende at overvære.

Lørdag aften hyldedes den afdøde sangerinde, pianist, komponist og borgerrettighedsforkæmper Nina Simone (1933-2003). Hendes gamle backinggruppe under ledelse af guitaristen m.m. Al Schackman spillede glat og upåfaldende til fire sangerinder, der i et mekanisk afviklet program på to gange fire gange to numre samt fælles finale gav smagsprøver på hovedpersonens repertoire og egne sange.

Langt fra sandheden

”Sing The Truth” var den bombastiske titel. I betragtning af netop Simones ry for kunstnerisk nysgerrighed og menneskelig kompromisløshed kan man hævde, at det var noget nær det sidste, der skete.

For ganske vist er divaen Dianne Reeves med sin kæmpestemme og kolossale charme noget af det mest livsbekræftende, man kan opleve på en scene. Og ganske vist er det lille energibundt Angélique Kidjo fra Benin lige så uimodståelig med sin svuppende afro-funk.

Ligeledes er det unge talent Lizz Wright en fin og intens sanger. Her havde hun endda fået tildelt nogle af de mere indadvendte sider af Simone-sangbogen.

Simones datter Lisa Kelly - der blot optræder under kunstnernavnet Simone og bestemt ikke underspillede slægtsskabet - syntes til gengæld med sine skingre stiletmanerer og sin overgearede stemmeføring nærmest så langt væk fra moderens mørke koncentration, som det overhovedet er muligt at komme.

Mest af alt skabte hun en forestilling om, hvordan Celine Dion formentlig ville have lydt, hvis hun havde været sort.

Fortsættes...