Tip     Print     RSS     Del    

Tori Amos (Operaen)

Af  JAKOB LAMBERTSEN

Offentliggjort 21.09.09  kl. 09:59 

I løbet af godt to timer nåede den amerikanske musikkunstner igennem rungende tomme, intuitivt ømme og festligt svingende øjeblikke.

Operaen, København:

Tori Amos

Søndag aften

Det skulle vel være perfekt at kombinere en klassisk skolet musiker som Tori Amos med et operahus?

Men søndagens koncert blev en broget, ujævn og på mange måder overraskende oplevelse, der langtfra bekræftede den antagelse.

Lyden var i lange passager alt andet end køn, og en del af publikum havde svært ved at blive siddende i de bløde stole. Det skyldtes ikke mindst en entusiastisk og ukritisk forhåndsindstilling, som aftenens hovedperson - i hvert fald i begyndelsen - ikke levede op til.

Virkede kølig

Gennem numre som "Give", "Cornflake Girl" og "A Sorta Fairytale" klingede akkompagnatørerne på bas og trommer rungende og metallisk, og Tori Amos selv virkede kølig og overdrevent dramatisk. Men ikke særligt udadvendt. Tidligere har hendes frivole skræven mellem de forskellige klaviaturer haft et naturligt og sensuelt udtryk. Nu tænkte man: Kan hun da ikke bare sidde stille bare et lille øjeblik?

Intensitet og intimitet

Men langsomt blev lyden bedre, og tre kvarter inde i koncerten trængte Tori Amos med "Welcome To England" også igennem til de få i salen, som ikke var forhåndspositive. Bassen og trommerne tog ikke længere så megen plads, og hun kunne for alvor demonstrere sin alsidighed, dygtighed og begavelse som instrumentalist.

I et medley over "Take To The Sky" og Carole Kings "I Feel The Earth Move" swingede musikken for alvor, og det var endelig muligt at høre de enkelte ord.

Bassisten og trommeslageren forlod scenen for en stund, og alene med sine tangentinstrumenter virkede Tori Amos pludselig følsom, nærværende og rørende i "Ribbons Undone" og "Winter".

Den intuitive, intense og intime ømhed fortsatte med "Horses", selv om Jon Evans og Matt Chamberlain havde listet sig ind igen.

Højere tempo

I første halvdel af årtiet turnerede Tori Amos med stort held uden band, og i løbet af koncerten i Operaen kunne man undre sig over, at de medfølgende herrer nu skulle buldre løs og overdøve hende. Men hun har vel ønsket variationer og dimensioner?

Med "Strong Black Vine" blev tempoet skruet op. Trioen på scenen rockede løs og fik publikum op at stå. Folk forlod sæderne og dansede lige neden for aktørerne.

I ekstranumrene "Raspberry Swirl" og "Big Wheel" fortsatte festen, omend mere monotont.