Tip     Print     RSS     Del    

Nephew (Kulturbolaget, Malmø)

Af ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 21.10.09 kl. 06:45

Nephew melder sig i kampen mod Kent om at være Skandinaviens største rockband. Tirsdag gjorde Nephew en brav indsats for at vise de rød/hvide farver i Malmø, hvor bandet åbnede sin efterårsturné.

Nephew har tidligere indrømmet at målet er at blive Skandinaviens nye Kent. Danskerne vandt da også en del svenske hjerter ved turné-debuten i Malmø. Arkivfoto

Nephew på turné

Nephews turné fortsætter med to jobs i det svenske: Den 21. oktober i Debaser, Stockholm og den 22. oktober i Trädgår'n i Göteborg.

Hele den danske turné er allerede udsolgt.

Her de danske datoer:

• 29.10: Store Vega, København.
• 30.10: Posten, Odense.
• 31.10: Train, Århus.
• 05.11: Elværket, Holbæk.
• 06.11: Gimle, Roskilde.
• 07.11: Tapperiet, Køge.
• 12.11: Godset, Kolding.
• 13.11: Skråen, Aalborg.
• 14.11: Tobakken, Esbjerg.
• 15.11: Fermaten, Herning.
• 19.11: Det Musiske Hus, Frederikshavn.
• 20.11: Musikkens Hus, Silkeborg.
• 21.11: Skive Theater, Skive.
• 26.11: Værket, Randers.
• 27.11: Pavillonen, Grenå.
• 28.11: Musikhuzet, Rønne.

Relaterede artikler

Nephew vender tilbage

Kulturbolaget, Malmø

Nephew

tirsdag

Som Nephews frontfigur, Simon Kvamm, fortalte for tre år siden, er det forunderligt den ene dag at spille for 30.000 tilskuere i Skanderborg - og så dagen efter at underholde ved en norsk byfest, hvor publikum er bænket ved langborde i et telt.

I Dannevang kan bandet næsten ikke blive større, end det er. Den hjemlige del af den igangværende efterårs-turné er f.eks. allerede totalt udsolgt, hvilket er ganske usædvanligt for et dansk rock-navn. Men Nephew holder samtidig liv i de udenlandske ekspansions-planer, så bandet smugstarter i disse dage turnéen med tre koncerter i det svenske.

Debut-braget fandt sted tirsdag aften på det udsolgte spillested Kulturbolaget, hvor Nephew sled for sagen, som ville de erobre en bid af Skåne tilbage til Danmark.

1-0 og forbrødring

Kort fortalt gik det ”jävla bra”, også selv om gruppen reelt var halvt på hjemmebane. Jeg vil nemlig gætte på, at ca. 80 procent af de 750 billetkøbere på spillestedet var danskere: Enten bosiddende i Malmø – eller tilrejsende fra Sjælland.

Simon Kvamm greb fat i den aktuelle spænding mellem nabolandene, og vendte det til en fordel ved at opfordre til ”den store forbrødring” mellem danskere og svenskere, efter at vi har vist, vi er bedst til fodbold, mens det stadig er ”svenskerne, der er de smukkeste”.

Den grimasse-elastiske Kvamm viser sig efterhånden at være det nærmeste, vi kommer en hjemlig Robbie Williams, når det gælder entertainer-glød i stadion-størrelse – og så ligner de i øvrigt hinanden lidt.

Tysk fællessang

Reaktionen i det steghede Kulturbolaget mindede også til forveksling om en vellykket Nephew-koncert i f.eks. Århus eller Roskilde med masser af løssluppen fællessang og heftig og hæmningsløs hoppen til ”En Wannabe Darth Vader”. Tilsat et grinagtigt øjeblik, da Nephew fik det dansk/svenske publikum til at synge med på den tyske ”Allein, Allein”-tilføjelse til ”Science Fiction & familien”.

Det sled heller ikke på nabo-forbrødringen, da gruppen spillede ”Police Bells and Church Sirens”, som Nephew faktisk har betegnet som ”et anti-svensk nummer”. Den tekst hører med sin flimrende uklare poesi nu heller ikke til blandt Kvamms klarsynede indfald, men det gør en sang som ”Mexico ligger i Spanien” til gengæld. En hyldest til subjektets og kreativitetens evne til at flytte bjerge - og en hyldest til Barcelona, som burde kvittere med en turistpris til Nephew for al den goodwill, det nummer har indbragt byen.

Hurra!

Med en dynamisk udgave af den sjove og effektive electro-basker ”Va Fangool” nærmede publikum sig loftet på det lille spillested, mens den fine triphop-rockede ”Hurra” sørgede for et pusterum i den intensive koncert.

Er Nephew så Skandinaviens nye Kent? De svenske giganter er faktisk snart pladeaktuelle, så det bliver ikke et spørgsmål om, at de frivilligt abdicerer fra rock-tronen. Nephew råder på sin side over et imponerende arsenal af myndigt svirpende refræner til at bane vejen mod toppen af skandi-poppen.

Til gengæld fører Kent ganske klart, når det gælder nuancer og kunstnerisk gemyt, og her kan Kvamm og co. med fordel skele lidt til Kents monumentale melankoli og følsomme stædighed.