Tip     Print     RSS     Del    

Kim Larsen & Kjukken (Østre Gasværk, København)

Af ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 08.02.10 kl. 08:53

Den 64-årige Kim Larsen er i dag slet ikke i stand til at konkurrere med sin glansperiode.

Østre Gasværk, København:

Kim Larsen & Kjukken

Søndag

Kim Larsens sangskrivning er for længst kanoniseret og indskrevet i den nyere musikhistorie. Gasolin' er en slags dansk svar på The Beatles, når det gælder rock-mytologi og musikalsk slidstyrke, men hvad nu, lille du?

Skal man lade Larsen slumre tornerosesøvn med hovedet saligt drømmende på de velfortjente laurbær?

Eller tør man fremkomme med et kritisk pip om, at sangeren altså stadig har til gode at matche eller overgå solo-mesterværket, ”Værsgo”, som stammer helt tilbage fra 1973.

Gået i barndommen

Det seneste tiår har Kim Larsen ikke rigtig vist vilje til at konkurrere med sin egen guldalder. Han er snarere gået i barndommen - eller har udforsket fortiden - f.eks. med julesange og børneviser i en række udgivelser under overskriften ”Glemmebogen”.

Hans album har overvejende holdt en høj standard og været sympatiske.

Med falkeblik og ugleøre for den universelle sang og med en hjertelighed, der i sine mest gåsehuds-kriblende stunder ganske enkelt går lige i folkesjælen.

Men for denne lytter er Larsen også noget provokerende i sin konsekvente retro-romantik, hvilket ikke mildnes af hans næsten vrængende uvilje mod nutiden, ”maskinpop” og moderne teknologi.

En stivnakket fjendtlighed, der synes fastfrosset i Chaplins sort/hvid-skrækvision om de ”Moderne tider”.

Tilbage til samtiden

I Østre Gasværk - for rullende tv-kameraer og live-optagelse - spillede Kim & Kjukken faktisk en stribe nye (ikke-udgivne) sange, som netop tog livtag med nutiden, og det kunne jo så ligne et sundhedstegn. Paradoksalt nok var effekten den stik modsatte.

Man ønskede bare, han havde ladet være.

For der var tale om satiriske bagateller, hvor Kim Larsen uden overrumplende indfald fyrede løs mod såre forudsigelige skydeskiver som ureflekterede X Factor-skæbner, onde bank-kapitalister, fæle politikere og tidens emsige skønhedsjagt (”mit liv er ganske forfejlet/ jeg ligner en gammel asparges”). Og musikalsk var flere af de nye numre så bovlamme bedrifter, at man her ikke havde det ”nogenlunde på Østre Gasværk” - men snarere følte sig som pænt bænket i et gigantisk øvelokale.

Upoetisk protest

Med ”Langtbortistan” langede Larsen vist ud efter den danske militær-indsats i Afghanistan, og i samme åndedrag hyldede han ”protestsangen”, der ”desværre nok er død”.

Men var det ikke netop samme sanger, der for få år siden konkluderede, at man alt for hurtig bliver træt af ”politiske sange”, og at de som regel er upoetiske?

Det er i hvert fald en glimrende karakteristik af ”Langtbortistan”.

Publikum bakkede loyalt Larsen og band op, men euforien boblede indlysende nok først frem, da det gamle guld glimtede - og vi skulle have fut under de allersidste sange, før folk kom op af stolene. Der var fine genhør med ”Det bedste til mig og mine venner”, ”Gør mig lykkelig”, ”Køb Bananer”, ”Midt om natten”, ”Kvinde min” og ”Langebro”.

”Du var bedre dengang!”

Kim Larsen har sagt, at når nogen bemærker til ham, at han var ”bedre dengang i Gasolin'”, så er svaret, at han ”ikke kan slås mod sin egen ungdom”.

Fair nok.

Men er det så ikke at skyde gevaldig over målet, når han ved en række koncerter trakterer publikum med så meget nyt og uafprøvet materiale?

Til en høj billetpris i øvrigt.