Tip     Print     RSS     Del    

Rosanne Cash (KB, Malmø)

Af  JAKOB LAMBERTSEN

Offentliggjort 12.03.10  kl. 10:47 

Rosanne Cash er en erfaren sangerinde med sin egen stil, men hun fornægter ikke sin herkomst.

KB, Malmø

Rosanne Cash

Torsdag aften

Omtalerne af de foregående afteners koncerter i Stockholm og Göteborg lovede godt. De svenske anmeldere havde skrevet lidenskabeligt om dybde og nærvær.

Måske var det i Malmø lidt dagen derpå for Rosanne Cash. Hun klagede selv over, at hun var træt, da hun var i gang med den syvende sang, aftenens første egenkomposition, "September When It Comes", og hun ikke kunne huske ordene i tredje vers.

Hun fik smilet sig ud af situationen, kom på teksten igen, og der opstod ikke flere lignende tilfælde.

Det udvidede countrybegreb

Nærværet var der, men det slog mere igennem i hendes umiddelbare og afslappede attitude end i musikken. Og de mest lavmælte, personlige og smertelige numre fra hendes bagkatalog var bortvalgt.

Karakteristisk nok sang hun ingen sange fra 1990’erne, hendes måske stærkeste årti musikalsk og lyrisk.

Hun har sine rødder i countrymusikken, men ligesom hendes far, Johnny Cash, de sidste 10 år af sit liv favnede bredere end nogensinde i sin i forvejen udvidede fortolkning af countrybegrebet, således har hun gjort det gennem de seneste efterhånden 20 år.

Siden årtusindeskiftet er hun gået i retning af mere uforpligtende, mindre vemodig musik, om end nogle af sangene fra 2006-albummet "Black Cadillac" er præget af, at hendes forældre var døde i årene forinden.

Hun nævnte faderen nogle gange i Malmø, bl.a. fordi hendes seneste plade, "The List", er blevet til på basis af en fortegnelse over 100 vigtige sange, som han gav hende, da hun var 18 år. 8 af disse sange var på aftenens repertoire.

Men ellers hang hverken Johnny Cash, hans arv eller hans bortgang som en skygge over hende eller over koncerten.

Opmærksomt publikum

Med på scenen havde Rosanne Cash guitaristen John Leventhal, der også er hendes partner privat. Han er en troldmand med sit instrument, men ikke en særlig disciplineret én af slagsen. Når de to spillede sammen, spillede de lige så meget imod som med hinanden – men konstruktivt, kreativt.

Her kørtes ikke på rutinen, og man fornemmede, at deres guitarspil kunne være en afspejling af deres samliv.

At over halvdelen af numrene var fortolkninger af andres sange, medvirkede også til en uhøjtidelig stemning. Og dog.

Rosanne Cash' blik rummede erfaring, bekymring og omsorg. Hun sang klassikere som "Long Black Veil" og "Girl From The North Country" med sart alvor.

Og opmærksomheden blev gengældt. Der hørtes ingen mumlen blandt publikum, ikke engang bagest i salen.