Tip     Print     RSS     Del    

Wilco (Musikhuset Aarhus)

Af  KASPER SCHÜTT-JENSEN

Offentliggjort 26.05.10  kl. 09:32 

Amerikanske Wilco viste flot sammenspil i Århus. Men koncerten blev for indforstået, og bandet havde ikke stærke sange nok til to timers optræden.

Musikhuset Aarhus, Store Sal:

Wilco

Tirsdag aften

En koncert med amerikanske Wilco er først og fremmest en opvisning i teknisk kunnen.

I Musikhuset Aarhus optrådte bandet indimellem som et basketball-hold, der viste tricks i stedet for at spille kamp, og bandets roadie småløb konstant rundt på scenen for at forsyne de tre guitarister med nye strengeinstrumenter.

Bandet må have haft mindst 50 guitarer stående klar i kulissen.

Wilco har gode sange, men ikke så mange, at de kan konkurrere med de mange tricks, som især guitarist Nels Cline underholder med.

Effektive påfund

I Store Sal gik han heldigvis uden om den traditionelle guitarsolo, som alt for mange dygtige rockguitarister keder deres publikum med. Nels Cline viste sit talent via en række effektive påfund, som blev leveret med spasme-lignende bevægelser.

Han er sprællemand nummer ét i det helt sublime sammenspil, som Wilco viste i Musikhuset Aarhus. Sange som den forrygende ”Via Chicago” var forsynet med pludselige støjudbrud, og ikke et eneste sted var scenes seks musikere i tvivl om, hvor de skulle hen.

Timingen var imponerende.

Mut forsanger

Forsanger Jeff Tweedy var der nu ikke meget performer over. Vi skulle mange sange ind i koncerten, før han hilste på sit publikum og fik skuldrene på plads.

Hans røst fejlede imidlertid ikke noget. Med behagelig melankolsk stemmeføring og små pludselige skrig druknede han aldrig i larmen fra de mange guitarer, der ramte publikum med øredøvende lydstyrke.

Spillede for længe

Wilco insisterede på at spille i mere end to timer, og det var for længe. Det har bandet ikke sangene til.

Numrene fra det seneste album ”Wilco” løftede sig i Århus, men mange indslag flød sammen og blev overskygget af de tekniske påfund, og da vi havde hørt og set alle guitaristernes tricks, blev det desværre en smule kedeligt.

Og lidt for indforstået til at blive rigtig vedkommende.