Tip     Print     RSS     Del    

Rufus Wainwright (DR Koncerthuset, København)

Af  KASPER SCHÜTT-JENSEN

Offentliggjort 31.05.10  kl. 02:54 

Rufus Wainwright imponerede med sang og klaverspil. Det afpillede lydbillede klædte de fleste sange.

DR Koncerthuset, København:

Rufus Wainwright

Søndag aften

Selv en syg Rufus Wainwright synger, så kun de færreste pop- og rockstjerner kan være med.

Den canadiske sanger og sangskriver advarede flere gange sit publikum om, at han var tæt på at kaste op og gav sin mavepine skylden for, at han måtte stoppe op og rette en passage i nummeret ”Cigarettes and Chocolate Milk”.

Men afbrudte sange er efterhånden en fast del af den perfektionistiske kunstners repertoire, og kvalmen forhindrede ham da heller ikke i at ramme de høje toner og joke med sit eget helbred i den sidste halvdel af seancen i Koncerthuset, hvor sangeren optrådte alene bag sit flygel.

Ikke noget at grine ad

Der var ellers ikke noget at grine ad, da Rufus Wainwright to timer tidligere listede ind i den mørke sal.

Publikum var allerede blevet bedt om ikke at klappe mellem numrene, da den homoseksuelle sanger - klædt i sort, nedringet silkekjole med 10 meter langt slæb - satte sig til rette bag flyglet for spille sangene fra det aktuelle album ”All Days are Nights: Songs for Lulu” i kronologisk rækkefølge.

De dybt personlige sange om søsteren Martha Wainwright og ikke mindst moderen Kate McGarrigle, som tidligere på året tabte kampen mod kræften, skulle stå alene som et samlet værk uden snak eller bifald, og det kom i længden til at virke en smule mekanisk.

Havde det ikke været for alle de geniale melodistumper i eksempelvis finalen ”Zebulon”, havde sangeren tabt projektet på scenegulvet.

En slags greatest hits

Efter pausen livede Rufus Wainwright op.

Han nærmest sprang ind på scenen i vest og farvestrålende brocher, takkede publikum for at være »så skandinaviske« og begav sig ud i slags greatest hits.

”Poses” og ”Leaving for Paris” fungerede fint i det afpillede lydbillede, men i mere komplekse kompositioner som ”Vibrate” og ”Dinner at Eight” savnede jeg det fyldige lydbillede, der præget mesterværket ”Want One”.

Guitar, nogle strygere eller blot lidt korsang havde gjort underværker.