Tip     Print     RSS     Del    

AC/DC (Casa Arena Horsens)

Af  JOHNNY HARBOE

Offentliggjort 06.06.10  kl. 07:26 

På en skyfri grundlovsaften citerede AC/DC frit fra rockens egen grundlov og spillede en fremragende koncert i Casa Arena i Horsens.

Foto: Morten Pape/Polfoto

AC/DC består af:

Brian Johnson: Vokal.

Angus Young: Guitar.

Malcolm Young: Guitar.

Cliff Williams: Bas.

Phil Rudd: Trommer.

Vigtige AC/DC-plader:

Highway To Hell: 1979

Back In Black: 1980

The Razors Edge: 1990.

“Back In Black” er solgt i mere end 49 millioner eksemplarer og er kun overgået af Michael Jacksons “Thriller”.

Det spillede AC/DC i Horsens.

• Rock N’ Roll Train
• Hell Ain’t a Bad Place To Be
• Back In Black
• Big Jack
• Dirty Deeds Done Dirt Cheap
• Shot Down in Flames
• Thunderstruck
• Black Ice
• The Jack
• Hells Bells
• Shoot To thrill
• War Machine
• High Voltage
• You Shook Me All Night Long
• T.N.T.
• Whole Lotta Rosie
• Let There Be Rock

Ekstranumre:

• Highway To Hell
• For Those About To Rock

Casa Arena Horsens

AC/DC

Lørdag aften

I aftensolen fremstod fodboldstadionet Casa Arena indbydende iklædt nye gevandter af lyddæmpende materialer. Mødommen som musikarena skulle tages. Og hvem kunne være bedre til dette end australske AC/DC.

Men som de kom ind på scenen, lignede AC/DC ikke et rockband, der kunne deflorere noget som helst. Fem små hærgede mænd med poser under øjnene og fremstående blodårer. Men med et blev stikket sat i, og så tog en djævel fat i dem.

Naturstridigt så det ud. Guitarist Angus Young farende af sted i sin skoleuniform, ansigtet i evige grimasser og benene spjættende karakteristisk under ham, imens forsanger Brian Johnson var så fyldt med energi, at han måtte løbe lidt på stedet og skyggebokse imellem numrene.

Minimalistisk trommespil

Anderledes så det ud med resten af bandet. Rytmeguitarist Malcolm Young og bassist Cliff Williams var stoiske bag deres instrumenter og mikrofonstativer, mens trommeslager Phil Rudd cool mestrede sit minimalistiske trommespil med en vippende cigaret på underlæben.

Men det fungerede, og det rykkede lige fra åbneren ”Rock N’ Roll Train” - med et tog væltende igennem storskærmen over scenen - til den uomgængelige afslutter ”For Those About To Rock”.

Som det kunne forventes, var det de ældre sange, der vakte mest begejstring hos publikum.

”Back In Black” fik første gang folk til at gå grassat, ligesom brøl-med-numrene ”Thunderstruck” og ”T.N.T.” senere. ”Hells Bells” indledtes af Brian Johnson svingende i snoren til en stor AC/DC-klokke, og ”Whole Lotta Rosie” med en enorm oppustet dukke overskrævs på scenens rock n’ roll-tog.

Ingen dikkedarer

”The Jack” blev afsluttet af Angus Youngs selvironiske stripshow, og under ”Let There Be Rock” lod han sig hæve højt op over publikum. Men det var også det scene-sjov, der var. Resten af tiden stod den på uforfalsket rockmusik.

Hvor er det befriende, når et band kan undlade lange enetaler og blot samles kort omkring trommesættet, kaste et par blikke til hinanden, og så springe ud i den næste rockklassiker. Ingen sniksnak, ingen dikkedarer, bare rock for rockens skyld.

Ikke revolutionerende, ikke dybt, men bare fuldstændigt medrivende. Og så gjorde det da heller ikke noget, at Casa Arena bød på en stadionlyd, der ikke findes tilsvarende mange andre steder i Danmark.

Hvad mener du om koncerten? Giv din mening til kende herunder: