Chris Isaak spillede flere af numrene fra sit seneste album, "Mr. Lucky". Det udkom i 2009. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Offentliggjort 07.06.10 kl. 01:15






Chris Isaak var bedst i de stramme rockede momenter og de stærkeste personlige øjeblikke.
Amager Bio:
Chris Isaak
Søndag aften
Øjenlågene var tungere. Men ellers fremstod og lød Chris Isaak som for en snes år siden, da han fik sit store gennembrud med ”Wicked Game”.
Den 53-årige amerikaners frisure havde stadig et strejf af rockabilly.
Hans næse lignede fortsat profilen på en skihopbakke, og han var det meste af showet klædt i et bordeauxrødt jakkesæt, der i enhver forstand var hot, og som understregede sangerens gavmilde tilhørsforhold til rhythm & blues, country & western, rock’n’roll og surf rock.
Som sanger har Chris Isaak stemmepragt – og overlæbe - til at kunne læne sig op ad Elvis, der blev hyldet med ”Love Me Tender”, der blev fremført på utraditionel vis.
Manden, der flere gange er blevet udråbt til et sexsymbol, forlod scenen, hoppede ned til publikum og med mikrofon tog han på en flere minutter lang spadseretur blandt tilhørerne.
At han hverken blev klædt af eller overfaldet med kys og kram sagde alt om, at det voksne publikum var i overtal.
Som sangskriver har Chris Isaak siden de første album i 1980’erne dyrket kærlighed med melankoli, sentimentalitet og tristesse, som også var kendetegn for Roy Orbison.
Han blev mindet med en lidt for tro udgave af ”Oh, Pretty Woman” og – mere spændende - Isaaks egne ”Cheater’s Town” og ”You Don’t Cry Like I Do”.
Der blev også revet godt i rødderne på de charmerende iørefaldende ”Take My Heart” og ”Western Stars”, mens broen til James Brown blev sænket på ”I’ll Go Crazy”.
Det var dog i de mest stramme rockede momenter og stærkeste personlige sange i den over to timer lange koncert, at Chris Isaak især imponerede.
”Wicked Game” besad let og elegant den oprindelige udgaves faretruende skønhed, mens ”Baby Did A Bad Bad Thing” lød konfronterende rå.
Til tider endte hovedperson og backingband desværre med at formulere et udtryk, der sagtens kunne betegnes som røvbalderock.
Andre steder skinnede det for meget igennem, at Chris Isaak i en årrække har haft succes med roller i film og tv-serier og har lagt navn til sit eget tv-show.
Han blev en anelse for meget den selvsikre performer og en tand for lidt den sangskriver, som har noget på hjerte.
Annonce:
Annonce: