Tip     Print     RSS     Del    

Martial Solal (Copenhagen Jazz Festival)

Af  JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 03.07.10  kl. 11:27 

Den franske klaverkæmpe Martial Solal åbnede fredag det genopstandne Jazzhus Montmartres del af Copenhagen Jazz Festival

Jazzhus Montmartre, fredag:

Martial Solal, klaver. Mads Vinding, bas.

Få kunstnere har lejlighed til at skabe det samme værk to gange med over 50 års mellemrum. Men for Mogens Gylling skete det.

Han var tilbage i 1959 manden bag det oprindelige Jazzhus Montmartres sagnomspundne vægskulptur af gipsmasker. Og endnu før stedet i maj genopåbnede på sin oprindelige adresse i Store Regnegade i det indre København, har det været planen at få skabt en ny udgave af maskevæggen, som for mange aldrende jazzfans lader til at være en afgørende del af stedets mytologi.

Fredag eftermiddag blev den nye maskevæg så afsløret. Og fredag aften tog vore dages Montmartre hul på sin første sæson under Copenhagen Jazzfestival med Frankrigs store jazzpianist Martial Solal.

Den 83-årige mester - ikke blot er han gammel nok til at have spillet sammen med guitarlegenden Django Reinhardt, han skrev for 50 år siden filmmusik til Jean-Luc Godards skelsættende “Åndeløs” - viste sig i pianistisk topform. Han kan flere klassiske virtuosteknikker end de fleste jazzpianister, men kan også integrere dem helt afslappet i et almindeligt jazzudtryk.

Næsten for afslappet. For lige så teknisk imponerende hans alsidige spil var, i tæt kontakt med Mads Vindings lyrisk autoritative baslinjer, lige så lovlig henkastet og konverserende - for ikke at sige snakkesaligt - blev det også i længden.

Nærmest som om adskillige stilarter og spillemåder stod frit åbne, som positioner der kunne prøves af, og så kunne man se hvad der skete. Materialet der blev sejlet på kunne referere til alt fra Mendelssohns bryllupsmarch til standardnumre som “Have you met miss Jones”, og man sad med en fornemmelse af at alt lige så godt kunne have været alt muligt andet.

Oplevelsen af, at materialet blev fortolket og opbygget til noget selvstændigt udeblev i hvert fald meget af tiden. Snarere blev der på elskværdig og til tider inspireret vis fourageret i mange forskellige stilarter og spillemåder, som erindringsskitser mere end som noget der pegede videre.

Man ville være et skarn hvis man ikke sympatiserede med det, men rigtig medrivende, endsige fremadrettet blev det kun sporadisk. Gad vide hvad de nye masker tænkte på denne deres første aften i byen?