Tip     Print     RSS     Del    

Prince (Orange scene)

Af  ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 05.07.10  kl. 06:35 

Prince festede, som var året 1999, men den selvkørende funkmaskine trak også af med ham.

Verdens mest funky Jehovas Vidne: Prince. Foto: Nikolaj Sennevig

Tema

Roskilde Festival

TV-indslag

Se nøgenløbet på Roskilde Festival 2010

Hippie fjernede urin med næseskyl

Se alle >>

Fotoserie

Roskilde Festival 2010

Relaterede artikler

Kashmir-sanger overvældet af Orange Scene

De skal spille på Roskilde

0,5 liter vodka til festivalgæster

Se alle >>

Program

• Se hele spilleplanen

Orange:

Prince

søndag

Prince har angivelig taget sig godt betalt for sin visit i Roskilde, men det store indhug i festivalens musikbudget viste sig nu også at være givet fornuftigt ud. Noget man ellers forud for koncerten kunne have sin tvivl om.

Det er efterhånden rigtig mange år siden, jeg husker at have været virkelig begejstret for et nyt Prince-album, og spørgsmålet er, om det ikke kun er hovedpersonen selv - og de allermest nidkære fans - der har komplet overblik over den lille funk-fætters omfattende og ind imellem besværligt tilgængelige produktion.

Træls langgaber

På Roskilde valgte Prince klogeligt at diske op med en større samling guldrandede klassikere, og det lykkedes ham så nogenlunde at styre udenom alt for mange fuldstændig hæmningsløse jam-stunder.

Nogle kedsommelige maraton-forløb blev det dog til, hvilket bl.a. gjorde ”Nothing Compares 2 U” til en træls langgaber. Og da Prince gav en ellers ferm og smuk blåtonet ”Purple Rain” endte han med at fortabe sig i sit blærede guitar-lir, der synes mere opsat på at imponere spejlbilledet end på at indfange en følsom musikalitet.

Sådan er Prince nu engang.

Han sender konstant kokette blikke til publikum og kameraer, og han kan snildt beskyldes for at være både slemt narcissistisk og skabet. Han har nu engang altid været bedre til at formidle sex end sjæl.

Men når det gælder kropsnære beats og grooves er han en autoritær mester, som søndag blev bakket op af en samling funk-skarpe musikere og sangere, der fulgte pop-prinsen loyalt og levende.

Gå amok!

”Kiss”, ”Let's Go Crazy”, ”1999” og ”Little Red Corvette” gjorde det i hvert fald klart, at vi her ubetinget har at gøre med verdens mest funky Jehovas Vidne. Og med en mand, der trods sit selvfede krukkeri hylder en stærk musikalsk arbejdsmoral:

”Rigtig musik - spillet af rigtige musikere!,” bemærkede han undervejs i koncerten. Da han derefter tilføjede spørgsmålet, ”Kan I li' det?”, kan man vist godt forestille sig, hvilket brølende svar han fik fra publikum. De fik en to timer lang fest i selskab med den lille - men musikalsk store - mand, der satte et værdigt punktum for Roskilde Festival anno 2010.

(4)