Tip     Print     RSS     Del    

Tori Amos (Det Kongelige Teater)

Af  JAKOB LAMBERTSEN

Offentliggjort 22.10.11  kl. 13:35 

Den amerikanske sangerinde med polske strygere i Danmarks mest traditionsrige teatersal - en koncertoplevelse ud over det normale.

Det Kongelige Teater, København, Gamle Scene:

Tori Amos

Med Apollon Musagète Quartet

Fredag aften

Optræder på samme scene lørdag aften.

Tori Amos har udgivet sin nye plade på et ærværdigt selskab, Deutsche Grammophon, så hvad er mere passende end Det Kongelige Teaters store og traditionsprægede scene som ramme?

Hun var elegant klædt i tækkeligt sort med pailletbesat overdel. Hendes fire musikere var ligeledes i sort. Men ingen så triste ud.

I grunden er Gamle Scene et intimt rum, perfekt til den amerikanske sangerindes tætte, kompakte, grandiose, heftige musik.

De gamle mestre

Som på det aktuelle album, "Night Of Hunters", var udgangspunktet kompositioner af gamle mestre som Schubert og Debussy. Et udgangspunkt, der dog mere lå i formen end i melodierne.

Blandt aftenens 25-26 numre blev der kun i et par stykker anvendt en smule elektronisk forvrængning. Som for at eliminere risikoen for, at det blev for trygt og forudsigeligt. Ellers var det sangerinden med sit flygel og de fire strygere. Intet kunstigt, intet syntetisk. Det kan lyde pænt, nærmest kedeligt. Men ikke her. Intuition og energi havde væsentlige roller. Perfektionisme betød mindre.

Seks af sangene var fra "Night Of Hunters". Resten fra Tori Amos' imponerende bagkatalog plus et par covernumre, de fleste udvalgt, så de passede ind i det grundlæggende klassiske koncept.

Pawel, Bartosz og to gange Piotr

Tori Amos præsenterede sine musikere som Pawel, Bartosz og to gange Piotr og forudsatte åbenlyst, at det danske publikum var så alment orienteret, at det kendte den polske (østrigsk bosatte) kvartet Apollon Musagète lige så godt, som det kendte hende. Hvad de færreste i den broget og alsidigt besatte sal nok gjorde.

Hun sang en linje af "Wonderful Copenhagen", her i landet bedst kendt med Danny Kaye. Stort bifald. Men ellers forfaldt hun ikke til billige metoder.

Kort efter fulgte "I Can't See New York" for første gang 15 koncerter inde i den aktuelle Europa-turné. En rystende smuk sang fra slutningen af 2001. Afleveret i en af de to 10 minutters-pauser, som hun gav kvartetten (rygepauser?), mens hun underholdt alene - vekslende problemfrit mellem flygel og elpiano.

Her kunne man - endnu en gang - iagttage, at hun trods det nydelige dress aldrig lærer at sidde dydigt og korrekt på en klaverstol. Lige meget, hendes optræden er dybt nærværende og dybt musikalsk, selv om hun måske er knap så udfordrende som for cirka 15 år siden.

Kunststykket var ikke mindre, da hun uden kvartetten fortolkede Tom Waits' "Time" og den australske folkesang "Waltzing Matilda" stærkt personligt - igen sange, som hun spiller sjældent. Men som hun tilsyneladende spontant spiller i disse frirum i koncerterne, hvor hun har - ja, frit spil.

Eksperimenterende samspil

Tori Amos har modet til at eksperimentere. At hun, en klassisk uddannet rockmusiker, indlader sig i et samspil med strygere, er ikke bare pynt eller kosmetik. Det kan diskuteres, hvor vellykket det er. Men hun afprøver grænser, skaber dynamik.

At inddrage klassiske musikere i sin rock/popmusik er ikke ukompliceret, og ofte overdøver de viltre strygere hendes stemme, der kan veksle mellem ømt hviskende og skarpt skrigende - hvilket er synd for hendes alt andet end ligegyldige lyrik.

Men anbefalelsesværdigt. Og der er stadig billetter i salg til lørdagens koncert.