Tip     Print     RSS     Del    

Annisette, Store Vega

Af  JAKOB LAMBERTSEN

Offentliggjort 08.01.12  kl. 09:56 

Savage Rose har taget (midlertidig?) navneforandring til Annisette, men den mest mærkbare ændring er, at sproget atter er modersmålet.

Store Vega, København:

Annisette

Lørdag aften

Det kan diskuteres, hvad der er mest interessant:

At det er lykkedes for Annisette næsten i det skjulte at lade Savage Rose skifte navn – til Annisette. Et navneskift, som kommercielle kræfter i musikbranchen har ønsket i mere end fire årtier.

Eller at hun efter at have sunget på engelsk i mere end 15 år er gået over til (tilbage til) at synge på dansk.

Savage Rose har stort set altid været en foranderlig, modulerbar størrelse, som kunne stille op som duo, hvis dét passede bedst til situationen, eller med op mod 10 musikere, hvis det skulle være stort og flot. Det eneste, der var sikkert, var, at det indebar Annisette. Og indtil for fem år siden Thomas Koppel.

Der har været to æraer for gruppen – den engelsksprogede, som varede fra 1967 til 1974, og som blev genoptaget i 1995, og den dansksprogede i de cirka 20 år fra midten af 1970’erne til begyndelsen af 1990’erne. Det er udelukkende sange fra den sidstnævnte periode, som dyrkes af det Savage Rose, der lige nu bærer sangerindens navn.

En ny drømmekonstellation

Palle Hjorth på orgel og Frank Hasselstrøm på klaver fylder Koppel-brødrenes roller eminent ud, og Knut Finsrud har en rytmisk fornemmelse, der ikke lader Alex Riel meget efter. De er relativt unge, men går uhæmmet på opdagelse i den dansksprogede del af Savage Roses sangskat. Annisette har endnu en gang samlet et dreamteam omkring sig.

Skulle man drømme videre, kunne man i den næste udgave af Savage Rose/Annisette ønske sig disse tre instrumentalister suppleret med jazzfænomenet Jakob Bro på guitar og Anders Christensen (der i flere perioder de senere år har spillet med Savage Rose) på bas.

Uanset navneforandringen bliver musikken frembragt kollektivt, ikke af en sangerinde med udvalgte ydmyge akkompagnatører. Det fungerer tæt, følsomt, indimellem nænsomt og ømt, indimellem kraftfuldt og eksplosivt.

Langtfra alle sangene er forventelige valg fra Savage Roses danske periode, men 2012-fortolkningerne af dem dækker et vidt spekter. Fra den næsten punkede "Go’morn go’morn" (1992) over "Fløjten bag muren" (1989) med trækharmonika og i marchtakt til den blidt messende "Lille Melankoline" (1978).

Originalitet og urkraft

Musikken holder, selv om den er nok så gammel, fordi den har en originalitet, en urkraft og en tidløshed uden lige. Og fordi den bliver udfordret af de yngre musikere i bandet.

Problemet er, at det virker, som om kilden er tørret ud. Det er de gamle toner med en smule nye farver.

Efter albummet "Universal Daughter", som Annisette fremtryllede halvandet år efter Thomas Koppels død, kommer der til at gå en udgivelsespause på i hvert fald fem år, og det synes uvist, om det næste album bliver på dansk eller på engelsk – eller om det bliver en liveplade, hvilket nu ikke vil være at foragte.