Tip     Print     RSS     Del    

Sanne Salomonsen, Portalen, Greve

Af  ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 28.01.12  kl. 08:42 

De fleste nye sange floppede fælt ved Sanne Salomonsens turnépremiere, og forsøget på at kapre en ung målgruppe er slået fejl.

Foto: Gregers Tycho

Portalen, Greve:

Sanne Salomonsen

fredag

Den de elsker, elsker de virkelig: Sanne Salomonsens kernefans stod traditionen tro klar med fingerkys, hævede fadølsbægre og blussende kinder, da den 56-årige veteran satte fut under endnu en landsdækkende turné.

Det midaldrende publikum bakkede op om sangerinden med en viljestærk begejstring længe før første tone var slået an, som ville de straks begrave al krisesnak omkring deres heltinde. Skidt med dårlige anmeldelser af det nye album og behersket salg af både album og koncert-billetter.

Ved premieren i Portalen i Greve var der udsolgt, og nu skulle der være fest, som der plejer. Sanne Salomonsen greb omgående den gode karma og sang koncerten igennem med både sjæl og slagkraft, som i de gode gamle dage.

”Jeg er imellem venner. Jeg føler mig tryg og glad, og jeg glæder mig til at spille mange nye numre for jer,” lød det fra en glødende Salomonsen.

Reaktionen var smil og et venligt bifald fra publikum.

”Og jeg vil spille en masse gamle sange for jer.”

Dén melding blev mødt af et decideret jubel-brøl.

Brændt af

Et kig ud over publikum afslørede, at Sanne Salomonsen og hendes sang-leverandører og producere ikke har haft held med at erobre yngre lyttere. Der var langt mellem gæster under 40 år, så sangerinden har altså leflet forgæves for en yngre målgruppe med det nye album, ”Tiden brænder”, hvor mange sange hopper efter Medina og andre nyere klub-klaskende hitliste-navne med forceret ivrighed.

Nye skæringer som ”Ingenmandsland” og ”Over det” flagrer diffust i tidens modevinde, og de fremstod utroligt nok endnu mere intetsigende og retningsløse live, end det er tilfældet på Sanne Salomonsens skuffende nye album.

En melankolsk ballade som ”Hjem” vandt dog følsomt terræn med en dedikeret Salomonsen ved mikrofonen, og så var der selvfølgelig det velkendte hit-repertoire at falde tilbage på. Seje ”Sui Sui”, den riff-besnærende utroskabs-fortælling ”Den lille løgn”, den smukt bizarre ”Woodoo” og den saftigt kropslige ”Kød og blod”.

Sanne Salomonsen virker mest naturlig og hjemmevant i de blues-rockede og svajende numre, mens genhør med firser-syntetiske sager som ”Jeg' i live” og ”Hvis du forstod” mest løftes af nostalgi og refræn-fællesskab – og mindre af mindeværdigt pop-håndværk.

Ærligheden kalder

Men lige netop her er Salomonsen også kernen i den ritual-prægede folkefest. Hun er en stjerne på en scene med en imponerende fysisk fremtoning, der endda klarer sig i en discount-opsætning uden imponerende scenografi eller effekter. Der er diva-klasse over den måde hun med naturlig charme formår at fastholde billedet af sig selv som skøn ungdommelig rocktøs indrammet af gyldent langt hår og pakket ind i stramtsiddende hvidt tøj over de trimmede former.

Det er rock'n'roll, og Sanne Salomonsen holder både ud - og hun holder hovedet højt hævet: en imponerende karriere-fighter, der har begået mange fejldispositioner, men som i sidste ende bevarer følingen med sit stampublikum og som magter at overleve i en ofte ondsindet branche.

Desværre synes hendes primære prioritet efterhånden ikke at handle om musikalsk kvalitet. Men derimod om at holde skuden flydende.

Rejsens mål og formål virker sært sunket i havets blå.