Tip     Print     RSS     Del    

R.E.M.: Accelerate

Af  ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 30.03.08  kl. 13:21 

R.E.M. er opflammet af en tredje ungdom på en lussing af et nyt album, der burde aflyse al snak om pension og ældrebyrde.

R.E.M.:

Accelerate

Warner Records

R.E.M.'s mest berømte sang handler om at miste troen, men nu er der for alvor grund til at forny troen på et af amerikansk rocks væsentligste navne gennem tiderne. Hvad der lignede en overgang fra gnistrende gigant til doven dinosaur på det seneste studiealbum fra 2004 er nu afløst af et mesterligt comeback. Hvis man skal blive i de bibelske termer, så markerer "Accelerate" intet mindre end en genopstandelse for det 28 år gamle band.

R.E.M. synes på grådig vis at have sænket vandstanden i ungdommens kilde, og vejen retur til et vitalt udtryk er næsten grinagtig simpel. Bandet er gået tilbage til rent faktisk at spille sammen i studiet, og dét med en fortættet, aggressiv og riff-baseret rock-klang, så man midt i nattens REM-søvn fristes til at sætte gamle, krasse album-perler på anlægget: "Document" (1987), "Green" (1988) og "Monster" (1994).

Tårnhøj spadeføring

R.E.M. har på anbefaling fra U2's The Edge allieret sig med den irske producer Jacknife Lee, som med held har formået at få de tre stjerne-egoer til igen at mødes omkring musikken og sammenspillet.

Peter Buck rydder vildnisset - og baner vej gennem den forstenede skov - med en kontant, høj spadeføring på en række knivskarpe og korte numre, der på ny tænder dén musikalske gnist, som savnedes på ¾ af sangene på den bovlamme og ufokuserede forgænger ("Around the Sun"). Mike Mills følger trop med melodisk blomstrende basspil - bakket op af rytmisk rock-rovdrift på trommerne. Og Michael Stipe er bare Michael Stipe. Syngende og halvt messende med sin dybe frasering, der har instinkt for både engageret distance og kølig intimitet - og med tekster, der veksler mellem lige-i-fjæset-realisme, drømme-smidige scenarier og politisk kant.

Syrlig satire

Der er syrlig tidsånd-satire i "Man-Sized Wreath", hvor Stipe giver modspil til dyrkelsen af form uden indhold og snurrende underholdnings-syge: "Nature abhors a vacuum, but what's between your ears? (.)/ Throw it on the fire/Throw it in the air/Kick it out on the dance-floor/like you just don't care/Look at what I found/Everybody look around/Everybody looking like they just don't care". Tilsat legesyge riffs og funklende melodisk snert lugter det af de bedste numre på den gamle "Green". Og både "Living Well is the Best Revenge" og singlen "Supernatural Superserious" har også en forløsende grovkornet energi, som på bedste facon lever op til album-titlen: "Accelerate".

Kuld- og storslået

Pladens høje tempo giver samtidig maksimal effekt til de få stunder, hvor R.E.M. slår bremsen i. Den akustisk prikkende ballade "Until the Day is Done" er ultra-signatur-klangen af R.E.M. Den kuld- og storslåede sang kunne da også snildt have været et værdigt indslag på mesterværket "Automatic for the People". Et andet stille øjeblik - "Houston" - er en smuk eksperimenterende stund med et herligt skævvredent arrangement og en stærk lyrisk nerve, hvor Michael Stipe kæmper for livsglæden i stiv modvind.

At R.E.M. så sætter et lidt skuffende punktum med en monoton punket kolbøtte og en glamrocket morsomhed i bagatel-afdelingen ("Horse to Water" og "I'm Gonna DJ") kan tilgives. Forinden har vi trods alt været på et nyt R.E.M.-eventyr udi hi-fi, og for os der stadig er så gammeldags, at vi lytter til cd'er og vinyler, er det jo nemt at trykke på stop-knappen i rette tid.