Tip     Print     RSS     Del    

A Camp: Colonia

Af  ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 27.01.09  kl. 22:33 

Cardigans-Nina følger værdigt op på sin otte år gamle og mesterlige A Camp-udgivelse. Med vanligt vid og bid – men uden at overgå forgængeren.

A Camp

Colonia

Universal

Det er stadig en lille hemmelighed, men Nina Persson fra The Cardigans har i sit musikalske voksenliv udviklet sig til at være en af Skandinaviens bedst artikulerede kvindelige sangskrivere – med en særlig tørt vittig stil.

Nina Persson blandede sig for første gang for alvor i The Cardigans udtryk på mega-sælgeren ”Gran Turismo”, og sangerinden trådte lyrisk i karakter på Cardigans-mesterværket ”Long Gone Before Daylight” (2003). Her kunne man nyde et tekstunivers bristefærdigt af stort hjerte og desillusionerede observationer, der er i slægtskab med både Morrissey og Leonard Cohen.

Men Nina Persson serverede sideløbende flere lækkerier for de opvakte plade-entusiaster.

Blå skønhed

Sangerinden levede nemlig sin kærlighed til alternativ country ud i sideprojektet A Camp, og 2001-albummet (som bare hed ”A Camp”) hører i hvert fald til blandt de mest aflyttede skiver i min pladesamling: ”Frequent Flyer”, ”I Can Buy You”, ”Song for the Leftovers”, ”Algebra” og den fine udgave af ”The Bluest Eyes in Texas” (kendt fra filmen ”Boys Don't Cry”) var med til at gøre pladen til en rå diamant pløjet op af natsort svensk muld.

Med passende pop-mytologisk tålmodighed vender den i dag 34-årige sangerinde nu tilbage til sit gamle prærieland, og der ”campes” igen i det fri. Musikalsk er der udsigt til høj himmel og vidtstrakte landskaber, hvor tempoet er sindigt og eftertanken rugende. Perssons rejsekammerater ud i det blå er Niclas Frisk (Atomic Swing) og hendes mand Nathan Larson (fra bandet Shudder to Think).

De har hjulpet til med sangskrivning og produktion, og A Camp har haft studie-visit af bl.a. James Iha (Smashing Pumpkins), Joan Wasser (Joan as Policewoman) og Mark Linkous (Sparklehorse).

Narren krones

Der åbnes melodisk dragende og dramatisk med den forunderligt valsende ”The Crowning”, hvor narren krones under stort grotesk ståhej: ”So let’s raise our glasses/to murderous asses like you/may you sleep soundly” lyder det sarkastisk i den vittigt poetiske fortælling.

Den slags gyldne stunder får vi en håndfuld af på ”Colonia”, hvor syrlig ironi og hed passion stritter og kradser i den tilsyneladende tilforladelige popmusik.

”Stronger than Jesus” er lige så stærk som titlen med en suveræn melodi og et soul-fedt horn- og kor-arrangement.

Fortsættes...