Tip     Print     RSS     Del    

Danser med Drenge: 15 år i røg og damp

Af  JAKOB LAMBERTSEN

Offentliggjort 04.02.09kl. 18:16

Albumtitlen er misvisende. Det meste af Danser med Drenges jubilæumsudgivelse er optagelser fra 2008 – jubilæumsåret.

Links

Officiel hjemmeside

Danser Med Drenge

• Dannet i 1992-1993 af Klaus Kjellerup (guitar, bas og sang), Jesper Meilvang (keyboards) og Philippa Bulgin (sang).
• Reorganisering efter Philippa Bulgins død i 1994 (kræft): Klaus Kjellerup (bas), Henrik Stanley Møller (keyboards), Rie Rasmussen (sang) og Steffen Qwist (guitar). Desuden skiftende trommeslagere og keyboardspillere. Siden 2000 Morten Bolvig (keyboards) og siden 2003 Kasper Langkjær (trommer).
• Studiealbum: "Danser med Drenge" (1993), "Så længe vi er her" (1995), "Sig mig er De klar" (1997), "Popsamling" (2000 - opsamlingsalbum med fem nye numre), "Som regel er vi glade" (2003), "Ud og flytte bjerge" (2008).
• Turné i april-maj (indtil videre er 14 koncerter berammet).
• Klaus Kjellerup og Stanley Møller var 1978-1985 med i Tøsedrengene.

Runrig sælger masser af billetter

Den sidste af 10 koncerter i Danmark med de skotske højlandsrockere er udsolgt. Også med i Tønder. Læs artikel

Punkstjerne fuppede med mega-hit

Belgisk punkstjerne havde et enkelt internationalt mega-hit - men var det ham der sang? Læs artikel

Alphabeat savner Danmark

Londonbaserede Alphabeat længes efter deres venner og familie i Danmark, mens de knokler for at få deres store, internationale gennembrud. Læs artikel

Læs mere om rock på musik.guide.dk

Danser med Drenge:

15 år i røg og damp

dvd og cd

Glad Grammofon/RecArt

Det synes lidt sent at udsende denne jubilæumspakke her i 2009, når nu jubilæet fandt sted sidste år. Men der er så meget, som ikke er perfekt ved Danser med Drenge, og det er vel hele fidusen – og charmen – ved orkestret.

Hverken musik eller sceneoptræden er målrettet mod den analyserende anmelder, der iagttager sekstettens anstrengelser tilbagelænet i sofaen foran dvd-afspiller eller surround-anlæg.

Her spilles ikke på elegance eller sødme, men på robust hygge. Absolut intet vulgært, intet, der støder nogen. Onkel Stanley, onkel Klaus, mama Rie og den dygtige, men beskedne guitarist Steffen Quist har lang erfaring i at holde balancen, hvor det hverken bliver for fint, for groft, for glædessprudlende, for vemodigt, for blødt poppet eller for hårdt rockende. Men har lidt af det altsammen.

Stemning ved koncerterne

Danser med Drenges styrke er ude på koncertstederne - på festivalpladserne og i hallerne, hvor de sammen med deres voksende publikum frembringer en eventyrlig kollektiv stemning baseret på grundlæggende kvaliteter som samvær, glæde og råhygge. Dette er – som Frank Megabody udtrykker det i sin præsentation på optagelsen fra sidste års smukkeste festival i Skanderborg – "Danmarks bedste partyband".

Men det bliver lidt fladt, når liveoplevelsen skal ud i stuen. Her yder optagelserne fra Greve (dvd) og Skanderborg (dvd og cd) ikke fænomenet retfærdighed. Mange af numrene går igen, og det samme gør Rie Rasmussens indstuderede introduktioner (som »Jeg vil indlede koncerten med at spørge én ting: Er det okay, hvis jeg smider noget af mit tøj? Okay, tak for det«). Kameraerne er rettet mod scenen, og derved går vi glip af det meste af den dimension, som publikum udgør.

Festlige kælderbånd

For dem, som har været til koncerterne med Danser med Drenge, og som synes om musikken, må "15 år i røg og damp" være en fin bonus. Det er også udmærket for dokumentationen, at der er optagelser fra begge koncerter (der er ekstra gang i den i Skanderborg), og at der er gengangere - frem for at de to koncerter var blevet redigeret sammen til én.

Selve festen i jubilæumspakken ligger gemt nederst – i Klaus Kjellerups kælderbånd med tv-optagelser (helt tilbage til Klaus Kjellerup Band i slutningen af 1980'erne) og hans egne videooptagelser gennem årene. Af orkestret, af publikum, fra øvelokalet, fra scenen, osv. Det er ikke dybt professionelt, men bundet sammen af improviseret 2008-snak mellem Kjellerup selv, Stanley Møller og Rie Rasmussen giver det mening. I al sin uhøjtidelighed.