Tip     Print     RSS     Del    

Muse: The Resistance

Af  ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 13.09.09  kl. 17:47 

Britiske Muse er avanceret til at være et af tidens største rockbands. Alt er da også kæmpestort på gruppens mesterlige femte album.

Dommedag nu: Man bør sidde ned, når man hører det nye Muse-album første gang. Bandet risikerer at feje benene væk under lytteren. Foto: Warner

Kort om Muse

• Engelsk trio dannet i 1997 i Teignmouth, Devon, England.
• Består af guitarist/sanger Matthew Bellamy, bassist Chris Wolstenholme og trommeslager Dominic Howard.
• Albumdiskografi: ”Showbiz” (1999), ”Origin of Symmetry” (2001), ”Absolution” (2003), ”Black Holes and Revelations” (2006) og ”The Resistance” (2009).

Relaterede artikler

Muse (Parken)

Dirch Passer er et hit

Rockband opnår 15 førstepladser

Muse

The Resistance

Warner Music

Problemet med idealister er som regel, at deres bedreviden lynhurtig bliver kriminel kedelig og deres menings-repertoire forudsigeligt – og at de har grimme frisurer.

Omvendt med Matthew Bellamy, som er den diamant-skarpe røst i britiske Muse. Han er ganske vist en skinger dommedagsprofet, hvis fremtids-vision ligefrem formår at overgå forfalds-atmosfæren i Ridley Scotts ”Blade Runner” og Lars von Triers ”Forbrydelsens element”. Men selv om jordens undergang venter lige rundt om hjørnet i de fleste Muse-sange, så lykkes det nærmest uafladeligt for det idealistiske band at pirre, forføre og top-underholde lytteren.

Muse er i de senere år indtrådt som en kommerciel jætte på rock-arenaen, og når bandet spiller næste gang i København (den 26. oktober) er de opgraderet til Parken.

Queen-kvidder

Intet synes at bremse trioens himmelflugt, for det nye album, ”The Resistance”, udbygger og forædler det mangfoldige symfoniske udtryk, som gruppen slog ind på med ”Black Holes and Revelations” (2006).

Sangskriver Matthew Bellamy er nok en sortseer, men han er bestemt ingen puritaner, når det gælder om at overgå sig selv i gejser-spruttende og opera-opblæste virkemidler, der må få Freddie Mercury til at frydes i den syvende rockhimmel.

Muse bevæger sig med det nye udspil yderligere væk fra den guitar-baserede og sammenbidte rock, de spillede i den tidlige karriere, og nu trækkes der flittigt på moderne beats og programmeringer.

Depeche Modes elektroniske lækkerier simrer i sange som ”Uprising” og ”Undisclosed Desires”, og sidstnævnte er en formfuldendt arrangeret kærligheds-ballade under en giftsky af paranoia.

Et nummer som ”MK Ultra” vidner også om bandets tilsyneladende uudtømmelige studie-kreativitet, hvor Muse orkestrerer en smidig og slagkraftig rock, der fortryller med temposkift og blændende vokal.

Storebror lurer

Den Orwellske ”Resistance” vækker en lignende følelses-storm, hvor den pianodrevne progrock har format til at blæse alle mentale misvækster omkuld indtil kun den rene følelse står tilbage: ”Kill your prayers for love and peace/ You'll wake the thought police”.

Bandets hang til ekstrem dynamik er inspireret af klassisk musik, bl.a. Tchaikovsky, og Muse lader med stor effekt en fortolkning af Chopins tøvende skønne ”Nocturne opus 9 nr. 2” afrunde den forrygende ”United States of Eurasia”. Men Bellamy kan sagtens selv.

Sangeren har i årevis nørklet med det bombastiske klimaks på albummet – en 13 minutter lang mini-symfoni tilegnet menneskets snarlige flugt fra en destrueret Moder Jord! Vidunderligt orkester-massivt og fuldstændig hæmningsløst sunget ud mod de fjerne galakser af en sanger, som her lyder som nutidens bedste bud på en rockende Messias-røst.

Og hans frisure er heller ikke værst.