Michael Falch er en af de musikere, som har optrådt i Pumpehuset Foto: Thomas Larsen
Offentliggjort 16.01.10 kl. 03:00






Den rå rockrebel er på nyt album omgivet af distancerende rumklang, abstrakte virkemidler og sarte farver.
Født den 16. september 1956 i Køge.
Sanger og frontfigur i Malurt 1977-1984.
Solokarriere siden 1985 (afbrudt af et par kortvarige gendannelser af Malurt).
Har siden 2006 primært spillet med Boat Man Love som backinggruppe.
Michael Falch:
Fodspor I Havet
Krebsfalch/Gateway
Udkommer på mandag
Det havde de færreste vel set komme.
Specielt overrasker indledningen - pladens titelsang - med dystre strygere, katolske klokker, et melankolsk lydbillede og en sart stemme pakket ind i rumklang. Dæmpet, blidt, nærmest distanceret.
Men dette skulle være Michael Falch? Den heftige og pågående mand, som de seneste år har spillet mere råt og elektrisk end måske nogensinde i kraft af samarbejdet med kvartetten Boat Man Love anført af guitaristen Lars Skjærbæk - netop den musiker, som har arrangeret og produceret ”Fodspor i havet”.
Det er langtfra den rockplade, som man kunne have ventet - og endnu mindre er det en akustisk troubadourplade.
Falch og Skjærbæk har søgt poesien, abstraktheden, letheden og lyset. Og fundet alt dette plus mere til. Der er kraft, dybde og passion i pastelfarverne og køligheden.
Den kendte stemme skærer og brænder sig dog i flere af sangene gennem ekko-effekterne og den bevidste monotoni. Men ikke på den anmassende vis, som den ellers har gjort gennem tre årtier.
Måske fordi der er tryllet så frigjort, fantasifuldt, stemningsfuldt og tilpas nænsomt med de instrumentale virkemidler, at sangeren har fået sit livs modspil. Bemærkelsesværdigt nok altså for lav volumen.
Manifestagtige refræner som »Et liv er et langt farvel«, »Hjem gennem natten« og »Jeg har lovet mig selv helligt/Jeg binder mig aldrig igen« kunne godt have været fra et tidligere Falch-album. Men de får en anden - alvorsfuld og troværdig - betydning denne gang.
Højdepunkter er - næst efter titelnummeret - den kantede og enkle ”Binder mig aldrig igen”, den blødt poppede ”Kun de forrykte” og den seje og musikalsk sprælske ”Filosofiske smuler”.
Bare to uger inde i 2010 giver det ikke mening at tale om årets album. Men de skal stramme sig an derude i rockmiljøet, hvis de skal overgå dette.
Annonce:
Annonce: