"Teaterkoncert Bob Dylan" har navne som Ole Thestrup og Claus Hempler på rollelisten. Illustration: Anja Vang Kragh
Offentliggjort 29.04.10 kl. 14:54
Aarhus Teater sætter Bob Dylan på plakaten med teaterkoncert, der nyfortolker ikonets sangkatalog.
Bob Dylans ord og melodier indtager Aarhus Teater i ny teaterkoncert med premiere den 15. maj.
I stykket, der slet og ret bærer navnet ”Teaterkoncert Bob Dylan”, medvirker en række kendte danske sangere og skuespillere.
Der er således mulighed for at høre navne som Ole Thestrup og Claus Hempler fortolke Dylan-klassikere som ”Mr. Tambourine Man” og ”Knocking On Heaven’s Door”.
”Teaterkoncert Bob Dylan” er sidste del i en trilogi af teaterkoncerter.
Bag trilogien står instruktør og idémand Nikolaj Cederholm samt Jens og Peter Hellemann, der står for det musikalske arrangement.
De tre har tidligere haft succes med Beach Boys-teaterkoncerten på Aarhus Teater og Beatles-forestillingen ”Come Together” på Østre Gasværk.
Musikeren Bob Dylan har til alle tider delt vandene. Nogle forguder ham, mens andre ikke kan fordrage hans særprægede stemme.
Peter Hellemann lover, at også ”Teaterkoncert Bob Dylan” vil medføre panderynker hos nogle.
”Vi er nødt til virkelig at fucke materialet op og dermed risikere at provokere. Ellers bliver det ikke interessant”, siger han i en pressemeddelelse.
”Teaterkoncert Bob Dylan” går på Aarhus Teater fra den 15. maj til den 11. september i år, hvorefter den rykker til Østre Gasværk Teater.
Annonce:
Annonce: