Tip     Print     RSS     Del    

Det Kgl. Teater, Gamle Scene: Lost on slow og Sylfiden

Af HENRIK LYDING

Offentliggjort 11.03.08  kl. 09:41 

Overraskende og stærkt danset balletaften på Det Kgl. Teater. Så stærkt kan det kun blive, når folk får lov at vokse med rollerne.

Det Kgl. Teater, Gamle Scene:

Lost on slow og Sylfiden

Til den 23. maj

Musikken pisker af sted. Vivaldi, naturligvis, så man bliver fyldt med energi ved lyden.

Også oppe på scenen, hvor kroppene roterer, armene virrer og hovederne hugger drillelystent. Seks dansere i fuldt firspring over gulvet, mens den finske koreograf Jorma Elo leger med det robotagtige og det akrobatisk smidige, med det klassisk smukke og det forvredent moderne.

Rasende svært er det rent teknisk, og overrumplende, drillende og vidunderlig musikalsk tager det sig ud. Hvad det handler om? Aner det ikke, men det er livgivende at se på. Kostumer i gyldne forfaldsfarver, mens danserne kredser om hinanden, flirter lidt, leger snart dyr, snart stivede hoffolk i takt til musikken.

Der er knald på i samtlige 25 minutter, sært forfriskende i al sin eksplosive uforståelighed, guf for øjnene, ganske enkelt.

Stort spring
Springet er stort til Bournonvilles ”Sylfiden”, men værd at tage, når der danses så fornemt og så psykologisk minutiøst som denne aften.

Christina Michanek danser Sylfiden med fnuglet skælmeri, uskylden selv, et drømmesyn af sommer og ung kærlighed. Mads Blangstrup er hendes James. Nobel i karakteren, en retskaffen fyr, der pludselig rammes af noget, der er større end ham selv.

Ud i de skotske skove må de - bondefyren og alfevæsenet - ud i den vilde natur. Så må fornuftige Effy svigtes - Maria Bernholdt spiller hende fornemt nuanceret, lige som Morten Eggerts Gurn, den vragede bejler, bliver et sjældent set karakterstudium af en ung mand på godt og ondt.

Så stærkt kan det kun blive, når folk får lov at vokse med rollerne, sæson efter sæson. Og tag så Jette Buchwalds Madge, mere en forsmået kvinde end en traditionel hekseskikkelse.

Slutbilledet, hvor det forgiftede tørklæde har taget livet af Sylfiden, James synker død til jorden, og Madge står over ham med løftede arme, bliver her ikke et billede på ondskabens triumf, men på fuldbyrdelsen af en retfærdig dom, smerteligt resigneret med et strejf af fortvivlelse fra denne frastødende og vragede kvinde, som livet har behandlet så hårdt. Rystende stærkt danseteater er det.

Orkester-trylleri
I orkestergraven tryller dirigenten Peter Ernst Lassen, først med Vivaldis æggende tonegalop, så den står prægnant og dansant og derefter med Løvenskiolds mådelige musik til ”Sylfiden”, så den pludselig lyder som det pureste guld.

Hvor andre dirigenter gennem årene er faldet for fristelsen til melodramatisk ramasjang og hårdhændet afliren, dæmper Lassen ned, runder og blødgør, samtidig med at det lykkes ham at give hver en stemning i musikken - det dramatiske, det elegiske, det skæbnesvangre, det livfulde - sit allersmukkeste udtryk. En særdeles opløftende ballet.