Tip     Print     RSS     Del    

Labyrint (K2, Kanonhallen)

Af HENRIK LYDING

Offentliggjort 22.05.08  kl. 11:54 

Dansk Danseteater viser forrygende musik-, video- og danseteater-installation med "Labyrint".

K2, Kanonhallen, København:

Labyrint

Af og med Dansk Danseteater

Koreografi: Tim Rushton, Tina Tarpgaard, Chris Elam

Dekoration og kostumer: Johan Kølkjær, Mette Jehrbo og Tim Rushton.

Til 7. juni.

Normalt hader jeg installationsteater, hvor man går rundt eller – endnu værre – er en del af forestillingen. Men heldigvis ingen regel uden undtagelser, og her i Kanonhallens mørke er jeg leveret. Helt og aldeles. Fordi det artistiske, det musikalske, det koreografiske udfoldes så eminent.

Rundt og rundt i en hvid labyrint-agtig vægkonstruktion går vi, mens danserne, musikken, billederne udfoldes omkring os. En collage af ballet, videokunst, koncert og floorshow.

Kan røre ved danserne

Fire timer varer herlighederne, hvor man kan komme og gå, som man vil. Se det hele eller nappe en bid hist og her. Ingen historie, ingen der bestemmer, hvad vi skal se.

Vi kan stå så tæt på danserne og deres muskuløse torsoer – bar overkrop og sensuelt plisserede trikotbukser – at vi faktisk kan røre ved dem, hvilket er en nærmest urimelig fristelse at modstå. Men vi kan også gå væk, gå rundt, gå ud, mens de bare må danse videre.

Det handler ikke om noget. Eller det handler om alt. Om menneskelige relationer, om følelser, om kraften i kroppen, om bevægelsen som fænomen. Mest af alt er det billeder. Som når gulvet i et af rummene pludselig fyldes af bølgende vand. Video-vand, ganske vist, men ubegribeligt overbevisende.

Eller når det stribede neongrønne gulv forvandles til en lysende hvid cirkel. Eller når digitaltal myldrer over gulvet i endeløse 0-1-figurationer. Eller når danserens skygge forfølger hende elektronisk på den hvide gulvflade.

Spændte som flitsbuer

Og sådan kan man bare blive ved. Billede på billede. De tre stivnede, muskelspændte kroppe, der synkront eksploderer i bevægelse; kvinden, der forpint stirrer ud på mig; den sovende mand, der ligner en græsk skulptur i rummet; kroppene spændte som flitsbuer, inden de falder tungt til jorden.

Kvinden, der klamrer sig til en mand; mennesker krampende rundt på det lysende gulv, der flakser i kvadrater og koordinatsystemer til Ligetis vemodige klaver, Steve Reichs insisterende ”Violin-Phase” eller Arvo Pärts sjælsbalsamiske ”Spiegel im Spiegel” for klarinet og klaver.

For nu blot at nævne lidt af alt det, som forestillingen byder på. Levende musikere, levende dansere, levende publikum, hvis hoveder stikker frem i labyrintvæggenes huller som en del af oplevelsen. Nysgerrigt betragtende denne forrygende, overvældende og sublimt dansede blanding af kunst og kødmarked.