Tip     Print     RSS     Del    

Rhapsody (Dansk Danseteater)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 18.01.12  kl. 21:11 

Ny danseaften med Dansk Danseteater er nydelig, men kommer aldrig derned, hvor det for alvor bliver interessant.

Dansk Danseteater

RHAPSODY

Koreografi: Kim Brandstrup og Tim Rushton

Varighed: 90 minutter

Turnerer til 13. marts, bl.a. Aarhus 1.-3. marts

En rhapsody er angiveligt et musikværk, bestående af flere, ofte modsætningsfyldte satser.

Det passer nydeligt som fællesbetegnelse for denne balletaften, bestående af to nye værker af Kim Brandstrup og Tim Rushton.

Begge balletter er desuden løst sammensat – den første i form af seks duetter til skiftende baroksatser, den sidste med musik af John Adams som en stribe ”fritstående fragmenter”, som Rushton selv kalder det i programmet.

Venligt og lettilgængeligt

Desværre synes ingen af de to koreografer helt at have fundet melodien.

Den danske i London bosatte Kim Brandstrup sender par efter par ind på scenen i en søgen efter nærhed og kærlige favntag, vekslende med øjeblikke, hvor bevægelsen ”fryser”.

Skiftevis drillende og smerteligt, snart leg, snart alvor. Men meget mere end antydet bliver det ikke, og da trinsproget ikke ganske besidder den selvfølgelighed, der skiller det nette fra det sublime, forbliver værket en frise af adrætte kroppe i harmoniske bevægelsesmønstre til smuk musik af Bach og Mozart. Venligt og lettilgængeligt, men uden for alvor at interessere.

Man kunne godt have forventet sig lidt mere af en internationalt anerkendt koreograf som Kim Brandstrup.

Forbliver på overfladen

Efter pausen knalder Dansk Danseteaters chef, Tim Rushton, moderne musik af amerikaneren John Adams på. Det giver pulserende fart over feltet med en strygerbesætning, der lyder som vredt svirrende hvepse på krigertogt. Også danserne minder om stammekrigere eller jægere med hidsigt stampende fødder, der marcherer ind, danser og tramper ud igen.

I midten en stille, meditativ sekvens, inden det igen knalder løs. Men lige som hos Brandstrup kommer der aldrig for alvor gang i den – måske fordi musikstykket, ”Shaker Loops”, ikke er af Adams' bedste.

Den nærmest elektriske energi, der kan være over amerikansk minimalmusik af Adams og kollegaen Philip Glass, folder sig aldrig helt ud, og derfor forbliver vi på overfladen, uden at nå ind til de virkelig dybe følelser. Hos Brandstrup kærligheden, hos Rushton aggressionen.