Tip     Print     RSS     Del    

Olsen Banden og den russiske juvel (Tivolis Koncertsal)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 09.02.08  kl. 10:43 

Musical-udgaven er en overenergisk og temmelig larmende affære.

Tivolis Koncertsal:

OLSEN BANDEN & DEN RUSSISKE JUVEL

Musik: Jesper Winge Leisner

Tekst: Anders Thomas Jensen

Scenografi: Karin Trille Høy

Koreografi: Signe Fabricius og Toniah Pedersen

Iscenesættelse: Peter Langdal.

Til 5. april.

Tåler Olsen Banden at blive musicaliseret? Svaret er desværre nej. Jesper Winge Leisners musik tilhører samme nydelige og absolut forglemmelige genre som Bent Fabricius Bjerres til ”Matador” på Operaen sidste sommer. Men hvad værre er, så har musikken intet at gøre med Olsen Bandens unikke univers, stil og tone. Disse numre kunne passe til alting og ingenting. Men der skal som bekendt musik og sange i en musical, uanset hvor overflødige de føles og hvor godt de indlagte dansere end folder sig ud på scenen i dem.

Tilsvarende kniber det for Peter Langdals iscenesættelse at finde den ægte tone. Den varme og charme, den kærlige uskyld og intimitet, der udgør selve sjælen i Olsen Bande-filmene, erstattes her af opskruet og hårdtpumpet parodikomedie, der pisker overstyret og råbende af sted over den store scene.

Mens scenografen Karin Trille Høy effektivt klapper vægge op fra gulvet og ned igen foran en storskærm af skiftende scenerier, råber personerne en stor del af tiden i munden på hinanden, uheldigt hjulpet af et ualmindelig dårligt lydanlæg, der forvrænger sangene og gør replikkerne unødigt skarpe.

Selvfølgelig skal en musical-udgave af en elsket filmserie ikke bare være en ren kopi af originalerne, men der skal vel være en eller anden form for idé og pointe med det, andet end den at montere en håndfuld elskede figurer i en tyndbenet intrige og garnere den med musik i metermål i håb om at kunne skabe en publikumssucces.

Når fornøjelsen har lagt sig over, hvor godt de medvirkende skuespillere ligner originalerne, sidder ærgrelsen tilbage, over at persongalleriet ikke bliver taget alvorligt nok. Den hang til overgjort gøgl, der altid har truet Peter Langdal som instruktør, når han var oppe i det store udtræk, får også her frit løb. Indfaldene løber løbsk og forråder dermed figurerne i stedet for at støtte dem.

Heldigst slipper Lene Maria Christensen fra Yvonne. Her er trods alt noget af den jublende enfold og brusende selvfølelse, der gjorde Kirsten Walther så unik. Også Amin Jensen og Laus Højbye er søde som Kjeld og sønnen Børge, Gordon Kennedy har sin helt egen charme som Dynamit Harry, mens Søren Østergaards Benny og Kirsten Lehfeldts Egon mest har greb om det ydre af figurerne.

Den spinkle historie gælder tyveriet af en russisk juvel. Den er både ærkeskurken Hallandsen med sekretær (Lars Bom og Gitte Naur) og russerne (Tom Jensen, Allan Klie og på video en skøn Ulf Pilgaard) voldsomt interesserede i.

En russisk heltinde (Maria Lucia Heiberg Rosenberg) blander sig i jagten på juvelen, som også politiet (Morten Eisner og Jens Jacob Tychsen) bliver rodet ind i. Intrigen afsluttes noget abrupt med fællessang og broderlig forening på Yvonnes elskede Mallorca. Og så er Olsen-ballet endelig forbi. Py ha, det var godt nok en larmende aften.