Tip     Print     RSS     Del    

Den politiske kandestøber (Grønnegårdsteatret, København)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 27.06.08  kl. 13:24 

Livsalig sommerkomedie i Grønnegården

Teater

Af HENRIK LYDING

Grønnegårdsteatret, København:

DEN POLITISKE KANDESTØBER

Af Ludvig Holberg

Scenografi: Karin Betz

Iscenesættelse: Thomas Bendixen.

Til 23. august.

FEM STJERNER

Sådan skal Holberg spilles! Loyalt, sprælsk, moderne og klassisk på samme tid, på scenografen Karin Betz’ store, smukke, ovale træskulptur af en scene, hvor kandestøberiet genialt er gemt under en lem i gulvet. Mod de vandskurede plankevægge og grønne træer i baggrunden står figurer og kostumer klart og rent i deres vittige blanding af 1950’er-anderumpe og Mozart-elegance, med forvirret hår over hele linjen som ekstra pikanteri.

Instruktøren Thomas Bendixen har forkortet og klippet Holbergs tekst i stykker, og sat stumperne sammen på en ny måde, der skaber flugt over spillefeltet, uden at han af den grund mister en eneste væsentlig pointe. Originalteksten er bevaret – ikke noget med anstrengte moderniseringer her – og den skydes over rampen med fynd og saftigt smæld i replikføringen. Alene øjeblikket, hvor kandestøberens ellers så fornuftige kone, Geske, får at vide, at hun er blevet borgmesterfrue, er hele aftenen værd. Helle Dolleris, der næppe nogensinde har spillet strammere og morsommere end her, stormer op på dørtrinet som en jordstrygende furie med en stemme som et rustent vandrør, og på et splitsekund forvandles hun til en svævende alf, fjantet kurrende af lutter fisefornem lyksalighed. Det var livsalig sommerkomediefryd.

Som kandestøberen har Troels Lyby ungdommelig håndværker-tyngde og et fint anstrøg af såret og misforstået dreng bag den maskuline krop. Figuren virker sympatisk, men ikke i en grad, så det kalder unødigt på medfølelsen. Den medfølelse med narrehattene, der altid lurer så farligt i kulissen, fordi Holberg ikke har kunnet dy sig, men indlægger menneskeligt rørende træk selv i den værste og mest naragtige hovedperson. Tag blot Jeppe, Jean de France eller Erasmus. Men her får vi heldigvis ikke ondt af Herman, og vi smiler velfornøjede, når han til sidst erklærer, at han nu vil koncentrere sig om at blive en god kandestøber.

Selvfølgelig kan og bør det diskuteres, om de rådsherrer og damer, der sætter hele intrigen med den falske borgmester-udnævnelse i værk, skal spilles så fjantede som her. Det er trods alt dem, der har fornuften på deres side. Ingen kan blive politiker i en hast, lige som ingen kan blive håndværker i hast, pointerer Holberg som bekendt i moralen. Men igen må en del af skylden for fjanteriet findes i teksten. Han beder selv om det. Og sådan som Carsten Bjørnlund, Nicolai Dahl Hamilton, Camilla Bendix og Anette Støvelbæk forvalter mylderet af absurde figurer, overgiver jeg mig inderligt gerne til grinet og putter akademiker-pedanten ned i den medbragte madkurv. For sikken en komedie – fra fjottede og kropsligt lettere derangerede håndværkertyper med guldøl i hånden over svensktalende arabere, groteske hattemagere, svansede rådsherrer og blaserte fruer med arrige skødehunde. Over for dette virtuose galninge-galleri står Laus Høybyes herligt snusfornuftige tjenestedreng Henrik, Anders Juuls gedigne Antonius og Signe Mannovs tøsede Engelke. Det gør de ungt, kækt og meget indtagende.

Som hele forestillingen er det. Jeg har aldrig set en Kandestøber-opsætning mere veloplagt og sjov – og jeg har ellers set mange – men ingen så livfuld og fysisk fornøjelig som denne. Når nu nationalscenen ikke magter den klassiker-forpligtelse, de ellers får så mange skatteborger-millioner for at opfylde, er det da mageløst, at Grønnegårdsteatret både kan og vil. Jeg bukker, skraber og kvitterer med fem store, lattermilde og taknemmelige stjerner i ønsket om masser af lune, tørre sommeraftener og fortjenstfuldt udsolgte huse.