Offentliggjort 20.11.08 kl. 12:21






Breve til Gud danner afsæt for denne monolog om livet og døden på Teatret ved Sorte Hest i København.
Teatret ved Sorte Hest:
OSCAR – OG DEN LYSERØDE DAME
Af Eric-Emmanuel Schmitt
Scenografi: Trine Holtoug
Iscenesættelse: Annabelle Rice.
Til 13. december, derefter Svalegangen i Aarhus 13.-31. januar, samt turné 2.-20. februar 2009.
De kalder mig æggehoved, for jeg ligger på hospitalet og har kræft.
Sådan skriver 10-årige Oscar i et brev til Gud. Lille, ukuelige og tapre Oscar, der snart skal dø.
Det er disse breve til Gud, der danner afsæt for denne monolog om livet og døden. Det er dog ikke Gud, der fortæller historien, men den lyserøde dame, som Oscar har mødt. Lyserød, fordi hun som frivillig hjælper på hospitalet går i en lyserød kittel.
Tante Rosa, kalder Oscar hende, og det er hende, der har fået Oscar til at skrive til Gud, fordi hun fortæller ham, at Gud kan give mennesker trøst og kraft, når livet er svært. Som den eneste magter Rosa at se Oscars barske virkelighed i øjnene – at han skal dø – og dermed tage ham alvorligt.
Lyder denne monolog af den berømte og som oftest intelligent skrivende franske dramatiker Eric-Emmanuel Schmitt – flere gange tidligere med succes spillet på Teatret ved Sorte Hest – en smule vammel?
Det er den på sin vis også, men i kraft af Pia Rosenbaums på samme tid varme og djærve fortolkning af Tante Rosa-figuren falder forestillingen aldrig i den sentimentale grøft, men bliver i stedet sød, rørende og livsbekræftende. Måske fordi Pia Rosenbaum aldrig overspiller, men i stedet tilfører teksten blid humor, mild inderlighed og et sødt strejf af skæg barnlighed.
De er et sjovt par, Tante Rosa og Oscar. Han er livsklog og snusfornuftig, hun er en gæv kone, angiveligt tidligere fribryder, hvilket der kommer mange sjove historier ud af. Med hende som turguide får Oscar i løbet af de sidste 12 dage af sit liv mulighed for at opleve alle de år, han går glip af.
Hver dag gælder for ti år, siger Tante Rosa, så Oscar når både at komme i puberteten, blive forelsket – i en anden lille pige på hospitalet – blive gift, være utro og ende som gammel og mæt af dage, inden han dør.
Fin lille forestilling – gode grin og ansats til en klump i halsen – meddigtende scenografi af Trine Holtoug – et kapels råbrune hvælvinger, der pludselig åbner sig ud til dødens have – og en skuespiller, der levendegør svært stof uden et sekund at banalisere.
Annonce:
Annonce: