Tip     Print     RSS     Del    

Tiggeroperaen (Cantabile 2)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 13.01.09  kl. 08:48 

Slap og kedelig performanceversion af Tiggeroperaen fra Cantabile 2.

Kanonhallen, K2, København:

TIGGEROPERAEN

Iscenesættelse: Nullo Facchini

Gæstespil med Cantabile 2, Vordingborg.

Til 24. januar.

Slagtøjsopbuddet er imponerende. Marilyn Mazurs beherskelse af det ligeså.

Så kommer ordene. Skrevet på væggen. Om to drengetyve på en gade. Så ser vi drengene. Efter dem politiet. Og kampen mellem politi og drenge bliver til bevægelse og akrobatik. Lovende.

Scenen skifter.

Og ordene.

Albanien

Vi er i Albanien hos en fattig kvinde og hendes to døtre. De lokkes med søde løfter til København, hvor de ender som prostituerede. Trist historie.

Men endnu mere trist er forestillingen.

For trods gode musikalske fusionsjazz-klange af Mazur og kolleger virker resten af forestillingen urimeligt gammeldags, kedeligt fortalt og med hang til sentimentalitet. Måske fordi Cantabile 2, der tidligere har begået billedstormende oplevelser, her forfalder til det, de ikke er gode til, nemlig det episk fortællende, udtrykt i fagter og mimik.

Skolekomediemimik

Grædekone- og skolekomediemimik.

Mens det, Cantabile-folkene virkelig mestrer, akrobatikken, det visuelt frapperende og overrumplende, her spises af med lidt løs bevægelses-kunnen og lidt svævenumre fra børnehaveklassen på cirkusskolen. Bedst virker tricket, hvor sortklædte spillere uset af publikum får papirer og personer til at svæve i luften.

Resten af cirkusindslagene er faktisk ikke Cantabile værdigt.

Intet til fælles

At forestillingen samtidig kalder sig ”Tiggeroperaen”, uden at have andet end sin sociale indignation til fælles med John Gays 1726-original, gør ikke sagen bedre.

At man påstår, at man med forestillingen bidrager til debatten om prostitution, er et tomt postulat. Så der er ikke andet at sige end:

Om igen, Cantabile 2.