Tip     Print     RSS     Del    

Historien om en mor (Corona La Balance)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 16.01.09  kl. 10:16 

Billedmættet og stærkt gribende ungdomsforestilling over H.C. Andersen-eventyr.

Corona La Balance og Figura Ensemble, København:

HISTORIEN OM EN MOR

Af H.C. Andersen

Bearbejdelse og iscenesættelse: Marc van der Velden

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Steingrímur Rohloff.

Spiller til 31. januar, samt i maj og efteråret 2009.

Eventyret er et af de forfærdeligste og mest sørgelige fra H.C. Andersens side. Halsklumpfremkaldende i middelsvær grad, når den stakkels mor, der har ofret alt for at få sit døde barn tilbage, til sidst lader Døden bære det ind i Paradisets Have, for ikke at gøre en anden moder lige så fortvivlet.

Hos Corona La Balance har man opdateret eventyret, så vi befinder os på et moderne hospital, hvor lægerne kæmper for at redde hendes 10-årige knægt, der ligger livløs hen i sengen. Men derved stopper fornyelsen ikke. Historien fortælles i en stærkt gribende blanding af levende musik og sang, tale, dukker og mennesker.

Andagstfuld stemning

Det skaber en andagtsfuld, nærmest katedralagtig stemning, der spiller fornemt op mod moderens (Lotte Faarup) enkle, inderlige stemme og forgræmmede ansigt.

Drengen er en næsten ansigtsløs dukke, der føres med uendelig varsomhed af Jørgen Carlslund, allersmukkest, da drengens sjæl forlader kroppen og begiver sig på rejse i Dødens iskolde rige, mens sangerne Helene Gjerris og Jacob Bloch Jespersen fungerer som historiens kommentatorer og som figurer i fortællingen. Deres smukke stemmer og den melodiske musik med enkelte skærende dissonanser, spillet intenst af Figura Ensemble, forstærker konstant fortvivlelsen og rædslen i historien.

Sort scenebillede

Et sort scenebillede med hvide hospitalsskærme, der senere bliver til isflager, er den enkle, men effektivt stemningsskabende ramme om Marc van der Veldens fortættede iscenesættelse.

Som instruktør ejer Velden en sublim fornemmelse for billeder og en hjertets renhed, der gang på gang sætter ham i stand til at skabe oplevelser af de sjældne. Også her. Han har skrællet historien og den sceniske aktion ned, uden at give køb på hverken mødet med Natten, Søen, Tornebusken eller Dødens gartner, hvilket sætter ham i stand til med koreografisk præcision og poetisk inderlighed at mætte hver eneste bevægelse og blik med betydning og tyngde.

Der var opslugt tysthed på tilskuerpladserne hele vejen igennem. Imponerende når tilskuerskaren bestod af en flok 10-14-årige, der næppe har hørt specielt megen operasang eller ny musik før. Men i mødet med det sublime må der ties og opleves.