Tip     Print     RSS     Del    

Hamlet (Kronborg)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 26.08.09  kl. 10:45 

Jude Law spiller på alle sprogets og kroppens nuancer i en nydelig, ret traditionel opsætning på Kronborg.

Kronborg: HAMLET

Scenografi: Christopher Oram

Iscenesættelse: Michael Grandage.

Gæstespil af Donmar West End, London.

Til 30. august.

Aldrig så man så mange teenage-tøser til teater på Kronborg.

De var næppe kommet for at se ’Hamlet’ – de var der for at nyde filmstjernen Jude Law, og fred med det. Heldigvis for os andre viste han sig samtidig at være en mere end aldeles glimrende teaterskuespiller.

Det var hans fortjeneste, at opsætningen, der havde premiere på Donmar West End i London i slutningen af maj, og som efter Kronborg fortsætter til Broadway, løftede sig op over det nydelige.

Teksttro opsætning

I en sortsveden mastodont af kassedekoration – Kronborg som udbrændt slotsruin – og med et persongalleri i ikke-forstyrrende sorte jakkesæt og enkle kjoler fik vi en teksttro lige ud af landevejen-opsætning, hvor historien blev fortalt uden sære instruktør-påfund og krampagtige forsøg på at ’forbedre’ Shakespeare.

Tak for det!

Prisen var, at al opmærksomhed samlede sig om hovedpersonen. Ikke fordi galleriet omkring Jude Law var dårligt, selv om flere af de mindre roller nu virkede en anelse underbesatte, men mere fordi de aldrig rigtig trådte i karakter.

Anonymt og nydeligt var det. Fra Peter Eyers genfærd – en ældre mand i officersfrakke og bare fødder – over Kevin McNallys præsteagtige Claudius, Geraldine James’ beherskede Gertrud, Gugu Mbatha-Raws udmærkede men aldrig-gribende Ofelia og Ron Cooks pudsigt-formatløse lillemands-Polonius.

Nuanceringskunst i særklasse

Men så var der altså filmhelten Jude Law. Han spillede simpelthen Kronborg ud af kasematterne. I kraft af en nuanceringskunst i særklasse.

En ret almindelig fyr, denne Hamlet. ikke sær, ikke manieret eller depressiv, ikke veg eller blegt-mystisk. En ung mand i tidens skødesløse tøj – sort skjorte og krøllede bukser – der fanges ind af fader-genfærdets krav om hævn.

Jude Law bliver aldrig retfærdighedens storladne kriger, ej heller den psykopatiske hævner eller den afmægtige desperado – han forbliver dette almindelige menneske, der tager en opgave på sig og lader sig føre med af den til den bitre ende, uden på noget tidspunkt at slippe taget i virkeligheden.

Et med sin figur

Denne almindelighed gør figuren stærk og troværdig, fordi Jude Law samtidig giver hver eneste stavelse sin helt egen farve og tone, fordi han evner at skifte følelse midt i en sætning, fordi han formår at fylde sproget med musik.

Det er gennem denne virtuose, men aldrig påtrængende eller pralende nuanceringskunst, at han lokker hele mennesket Hamlet frem foran os i al sin kompleksitet.

Det er suverænt gjort, og det stemmer fornemt med selve opsætningens grundidé – at lade ordene tale uden distraherende påhit. Og mens man nyder fraseringerne, klangfarverne og intonationerne i hans replikkunst, mens man lader sig rive med af intensiteten, den brændende smerte, forpintheden og det drillende mesterspil med de andre, skal man lægge mærke til kroppen.

Den taler nemlig også. Der er tyngde i den, uden at adrætheden slippes et sekund. Dermed bliver Jude Law et med sin figur – fordi kød og stemme taler samme fortættede og uendeligt nuancerede sprog.