Tip     Print     RSS     Del    

Emigranterne (Edison, København)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 17.11.09  kl. 09:44 

Velspillet, men noget langstrakt absurd komedie på Edison.

Edison, København

Emigranterne

Af Slawomir Mrozek

Scenografi: Karin Trille Høy

Iscenesættelse: Peter Langdal.

Til 12. december.

En absurd polsk komedie fra 1974 kan godt ende med at virke en lille smule langstrakt i dag. Sådan føltes den faktiske allerede, da den havde Danmarkspremiere på Det Kgl. Teaters lille Comediehus-scene og kort efter på Odense Teater i 1977. Velskrevet, velspillet – og vel lang nok. Fordi pointen i komedien er gået op for os længe inden tæppefald. Fordi to mand i to timer plus pause godt kan opleves lidt ensformigt, hvor gode de to skuespillere end er. Og de ér gode på Edison.

Førende karakterskuespiller

Thomas Bo Larsen, der vel må kaldes vores førende karakterskuespiller inden for en noget begrænset karakter, nemlig den brovtende arbejder-underhund, folder hele talentet ud, rørende og irriterende på samme tid, den enkle, umiddelbare og upolerede type, hjertegribende dum, over for Tom Jensens frustrerede og golde filosof, der har alle teorierne i orden, men ikke noget eget ægte liv.

En drøm om friheden

To sølle flygtninge-eksistenser lever uset i en kælder et sted, gemt væk fra virkeligheden, ude af kontakt med det samfund, der omgiver dem. Begge drømmer de om friheden – den ene frihed fra et undertrykkende system, den anden blot om at have til dagen og vejen uden bekymringer. De kender dybest set ikke hinanden, forstår ikke hinanden, befinder sig i to vidt forskellige verdener, barnet og den voksne, over- og underhunden, den bevidste og den bevidstløse. Er der noget at sige til, at de går hinanden lidt på nerverne?

For langstrakt

Længe er vi godt underholdt af magtspillet mellem de to. Peter Langdal har frisket op med lette klovneanstrøg – bowlerhatte, små illustrationer i baggrunden af den betontriste dekoration, samt bokserings-fornemmelse i kampen mellem de to – alligevel ender historien altså med at føles temmelig langhåret i filosofien til sidst. Halvanden time i et hug og ikke toenhalv med pause havde været rart. Der bliver lige lovlig god tid til at nyde skuespillernes smukke arbejde.