Tip     Print     RSS     Del    

Betty Nansen Teatret: Baby Blue

Af HENRIK LYDING

Offentliggjort 29.11.09  kl. 22:47 

Tam Dylan-teaterkoncert med Steffen Brandt.

Betty Nansen Teatret:

BABY BLUE

Sange af Bob Dylan

Oversættelse: Steffen Brandt

Scenografi: Maja Ravn

Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling og Niclas Bendixen.

Til 23. januar.

Så ramte teaterkoncerterne da også fru Nansens gamle teater på Frederiksberg. Desværre med mere streg under koncert end under teater. Hvilket ellers er genrens eneste berettigelse på et teater: at det ér musikalsk teater snarere end spagt illustreret koncert. Hvad det sært nok er blevet her. Sært, for det er sværvægtere som scenografen Maja Ravn, instruktøren Kamilla Wargo Brekling og koreografen Niclas Bendixen, der står for billed- og bevægelsessiden.

Men noget er gået død på vejen mellem Bob Dylan og Steffen Brandt. Måske selve ideen i at synge fordansket Bob Dylan fra en teaterscene. Er der så meget tekstligt guf i hans sange, at de lader sig løsrive fra manden selv? Man kan godt tvivle en kende efter 19 numre i rap på Bettys skrå brædder.

Optakten er ellers lovende. Ren koncert med orkester, sanger og en enkelt røggul projektør på den sorte scene. Så enkelt, at det varsler en masse. Som desværre aldrig rigtig kommer. Bevares, der er leg med stiger, snevejr, kuffertmagi, hvide stole og en hvirvelstorm af papir. Men rigtig billedmagisk bliver det aldrig. Og de fire figurantinder, der vandrer ud og ind på scenen, virker lige så stivbenede som Steffen Brandts forbindende kommentarer, der snart er Dylan'ske, snart lokal-århusianske. Uden at noget af det er specielt morsomt eller rammende. Måske var det nerver, måske var det bare dårlige tekster.

Synge kan han

Men synge kan han, nydeligt, i hvid skjorte og sort jakkesæt, bedst når han læner sig længst væk fra Dylans egen sangstil. Sang efter sang, om bitre barndomsminder, forelskede og fortabte mænd og kvinder, om forladthedens skrøbelige skal, om drømme og længsler og kvindens nye leopardskindshat. Jo jo, vi får Dylan fra 1963-2009 med hovedvægten lagt på midttressernes skønne ballader.

Og endelig er der jo Trine Dyrholm. Sødmefuld og dejlig som et saftigt æble, langbenet og sval, med den klare sprøde stemme, der pludselig knækker så skønt. Dejligst i den smukke ballade om manden, der elsker som en kvinde og græder som et lille barn - ”Just like a woman”, som originalen hedder.

Dyrholm er hovedgevinsten i en forestilling, der ender med at føles en smule forkølet. Måske var det snevejret lige inden pausen, der smittede hele forestillingen. Atju og øv!