Tip     Print     RSS     Del    

Flugten (Nyaveny, Frederiksberg)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 12.01.10  kl. 10:24 

Stærk blanding af tale- og døveteater i barsk monolog.

Nyaveny, Frederiksberg

Flugten

Af Jesper Hyldegaard

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Klaus Risager

Iscenesættelse: Lars Werner Thomsen

Til 4. februar

Selvfølgelig bliver man lidt forvirret. En monolog – ekssoldat alene på scenen fortæller sin barske historie – her suppleret med et alter ego, en anden mand (Bo Hårdell), der taler med hænderne og fortæller den samme historie på tegnsprog, mens han samtidig fungerer som kommenterende og supplerende spejlbillede.

Særdeles fascinerende er det at betragte dette stumme sprogs karakterfulde udtryksmuligheder. Enetale for to, så at sige.

Brutal fortælling

Men det skal ikke få en til at glemme den glimrende historie og den endnu mere glimrende fremførelse.

Thomas Magnussen vokser markant som skuespiller i disse år, og her ”alene” på scenen mestrer han alle desperado-nuancerne i Jesper Hyldegaards brutale fortælling om en dræbersoldat med en forbandet skæbne og en forståelig trang til at stikke af fra det hele. Ikke mindst fra den toårige søn, han vistnok smed ud af vinduet, for derefter at flygte, inden drengen nåede jorden!

Medrivende og original

På evig flugt er han, fra sine følelser, fra kæresten, fra livet i hverdagen. Knivenes, knytnævernes og skydevåbnenes modbydelige sprog forstår han, men ikke kærlighedens.

Et dumt svin og en trist skæbne. Spillet flittigt herhjemme siden urpremieren på Mungo Park i 1995 af blandt andre Lars Brygman, Lai Yde Holk og Thomas Magnussen – for sidstnævntes vedkommende her endda for anden gang.

Resultatet i denne forunderlige kombination af taleteater, døvetolkning og Klaus Risagers forunderligt sørgmodige og præcist stemningsskabende musik, kombineret med Johan Kølkjærs suggererende videoprojektioner på den forfaldne scene og Lars Werner Thomsens koreografisk stramme iscenesættelse er en medrivende og særdeles original teateroplevelse.