Tip     Print     RSS     Del    

Osvald (Svalegangen Århus)

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 24.01.10kl. 15:37

Victor Marcussen er som Osvald Helmuth sin egen, og det er spændende.

SVALEGANGEN ÅRHUS

OSVALD

Af Gunnar Geertsen

Instruktion Pelle Koppel

Scene Steen Lock-Hansen

Til 27. februar, turné 1.-26. marts, Jomfru Ane Aalborg 6.-24 april

»Det at være skuespiler, tænk på hvilke krav det stiller?«

Denne replik kan stå som et motto over dette nyeste, tredje og mest nærgående scenestykke om vor folkekære skuespiller og visesanger Osvald Helmuth.

Det er sin sag at prøve at komme ind bag mennesket og kunstneren Osvald. Det lykkes på en meget fin måde for Victor Marcussen, som klogeligt ikke prøver at efterligne ham hverken i spil eller i sang, men som derimod skaber sin egen figur på de givne præmisser.

Det er stadig historien om Osvald, og løgn er det ikke. Hans privatliv stod i en stærk kontrast til scenens joviale Osvald. Men han udleveres ikke, selv om teaterversionen om ham er barsk og afdækkende.

Vi føler og forstår ganske godt det pres, som kan hvile på en scenekunstner, som skal leve op til både publikums og - endnu vanskeligere - sine egne forventninger. De indre dæmoner bliver en del af mennesket og kunstneren. De kommer frem i Victor Marcussens snart opfarende, snart sammenfaldende, snart overstrømmende skikkelse.

Gunnar Geertsen har skrevet et godt og behændigt stykke, som nok hviler på de mange sange og viser, som citeres, men selv med Pia Hessner ved det opretstående klaver bliver sangene ikke hovedsagen.

Det er de levende mennesker på scenen, deres kampe i en hverdag, som bevæger sig mellem tragedie og komedie. Der er masser af humor, men vi skraldgriner ikke. Dertil må vi for ofte holde vejret.

Victor Marcussen er ikke ene om at gøre indtryk. Der er et godt spillerhold, som i Pelle Koppels iscenesættelse bevæger sig temporigt og spændingsfyldt som familien, teaterfolk og endda står for sceneskift. Her er Steen Lock-Hansens scene et fund af rod, ensomhed og liv bag scenens lys.

Anne-Vibeke Mogensen som Søster, Osvald Helmuths legendariske kone, afbalancerer kontrasterne i en personlighed, som er større, end folk, som ikke kendte hende, aldrig opdagede.

Hun kender lystspillets små charmerende vinkler, men hun får også smerten frem og alligevel tilfredsstillelsen i konstaringen, at nok var Osvald ikke hendes livs kærlighed (ham ser man i et lille glimt), men Osvald blev hendes skæbne. Hun gav ham til os, publikum.

Det er også en fornøjelse at følge de to yngre skuespillere med et væld af roller, Rolf Hansen som et par teaterchefer og som Osvalds kæreste og Julie Riis som diverse unge kvinder, som Osvald heller ikke kunne stå for.

En vellykket coctail af underholdning og menneskelig, psykologisk alvor. Og så er der jo viserne.