Tip     Print     RSS     Del    

Et dukkehjem, Aarhus Teater

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 30.01.10  kl. 19:33 

På Aarhus Teater digtes der frit videre på Ibsens "Et dukkehjem". Det skal nok vække uenighed, men spændende er det.

AARHUS TEATER SCALA

ET DUKKEHJEM

af Henrik Ibsen

Instruktion Milan Peschel

Scenografi Rolf Alme

NORAS SØNNER

af Rolf Alme

3 timer,15 minutter. Til 13. marts

Enhver sine ideer. Den tyske teaterinstruktør Milan Peschel har sine. Han er tydeligt rundet af Berlins Volksbühne. Her finder man klassikere frem uden nødvendigvis at bryde sig om dem, i hvert fald ikke i originalen. Tekster vendes et par gange i luften udsat for vindens improvisationer og en leg af imergentagelser af ord.

Her gælder det Henrik Ibsens "Et dukkehjem". Man kan godt følge originalen bag, selv om meget er udeladt, og andet er kommet til. Det er et dobbeltspil, hvor instruktøren er lige så væsentlig som digteren. Mindst.

Så kan man diskutere, om opsætningen er gammeldags eller nytænkt. Det sidste vil publikum herhjemme nok finde, men det første er lige så tænkeligt i Berlin. Volksbühne og dets chef Frank Castorf har i de seneste år har vanskeligere ved at forny sig. Der er set mere epokegørende "dukkehjem" i Berlin. Thomas Ostermeiers gnistrende og skarptladte tolkning af "Nora" på Berliner Schaubühne gæstespillede endda på Det Kgl. Teater.

Form over indhold

Det skal ikke gøre interessen for opførelsen i Århus mindre, for det er spændende teater. Det er dog godt at kende "Et dukkehjem" i forvejen for bedre at kunne følge, hvad Milan Peschel gør. Hans interessere for baggrunden for konflikten mellem Nora og Helmer er ikke stor. Og det gør ikke ondt at følge Noras fortvivlelse, da hun må se i øjnene, at Helmer ikke kan eller vil forstå hendes kærlighedsgerning over for ham, så "kriminel" den er har været.

Medynk trænger sig heller ikke på i tilskuerforholdet til Krogstad, som fyres fra banken af direktør Helmer for at have forsyndet sig på samme måde som Nora.

Formen i denne teaterstil er væsentligere end indholdet. Der er bratte brud, også i tempo og dynamik. Det kan stå ligegyldigt stille på scenen, men det kan også overraske i eksplosioner.

Et gulv for bjergbestigere

Rolf Almens scenografi med et gulv så stejlt, at det kræver bjergbestigere, giver en speciel, også symbolsk atmosfære. Det er imponerende, som skuespillerne også med behændig ("befodig") atletisk bevægelseskunst udnytter det. Det er ofte morsomt.

Skuespillerholdet spiller sig godt ind i denne trods alt mere uvante stil. Det er godt holdarbejde med Anne Sofie Espersen som den lårkorte "dukke", med Thomas Bo Larsen som hendes mand mellem yderpunkter af god legesyg far og magtudfoldende bankchef, med Peter Flyvholm som en ung, ganske tiltalende Krogstad, med Ene Øster Bendtsen som fru Linde og med Jens Zacho Böye som den dødsyge Rank med host og eder, tubaprut og sprut. Og så er der gode børn.

Fortsættes...