Tip     Print     RSS     Del    

Besættelse, Svalegangen Århus

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 27.03.10  kl. 12:13 

"Besættelse" om stikkersken Grethe Bartram dømmer ikke, men skildrer en tid fyldt med indre modsætninger.

SVALEGANGEN ÅRHUS

BESÆTTELSE

Af Ann Sofie Oxenvad

Instruktør Lars Junggreen

Scenograf Gitte Baastrup

Spilles til 25. oktober

Var hun sådan?

Spørgsmålet er ligegyldigt, hvor brændende interessant det end kan være at trænge ind i Grethe Bartrams psyke. Hvordan og hvorfor blev hun den mest effektive Gestapo-stikker herhjemme under Anden Verdenskrig? Hvordan kunne hun anmelde sin familie, sine bedste venner og politiske idéfæller til tyskerne, til tortur og død?

Ann Sofie Oxenvad søger ikke at forklare. Hun skildrer Grethe Bartram som et "ganske almindeligt" menneske, men derved bliver stikkersken blot endnu mere tragisk uforståelig som menneske.

Man skal holde stærkt fast i, at stykket ikke hedder "Stikkersken" eller noget tilsvarende, men "Besættelse", og dette gælder endda mindre en indre besættelse hos Grethe Bartram end selve besættelsestiden med dens konflikter og opgøret, som fulgte efter 5.maj 1945.

Den velkendte debat om dobbeltmoral, og om der var en afgørende forskel på at være kollaboratør med sit på det tørre, økonomisk som politisk, eller en mere aktiv landsforræder uden noget socialt sikkerhedsnet, føres behændigt ind i den dramatiske form. Problemet er blot, at helheden let kommer til at virke som et forsvar for en storstikkerske.

Mens man lytter spændt til ordene, udvikler scenen sig dramatisk stærkt og effektivt i Lars Junggreens iscenesættelse. Han har et fantastisk greb om personskarens møder og modsætninger, som Gitte Baastrups scene i den store nøgne teaktrækasse befordrer så godt.

Stærkt skuespillerhold

Det er for en god del vel også Junggreens fortjeneste, at skuespillerne gør det virkelig godt, for nogles vedkommende nærmest overgår sig selv i et intensiv forsvar for de forskellige ideer.

Signe A. Mannov, som kom sent ind i forestilingen, er en fascinerende energiladet Grethe Bartram, som spiller sig tiltalende godt gennem de vekslende scener. For tiltalende?

Mændene omkring hende er på forskellig måde bundet af hende, også Morten Burian som Gestapomanden Rothenberg, som både elsker og udnytter hende i sin endnu stærkere binding til den nazistiske ide. Daniel Bevensee er hendes kommunistiske bror, som hun ret naivt angiver. Også hans forhold til bødlen Rothenburg får en dobbeltbundet karakter og det helt vanvittig, da de skrigende synger/vræler "Internationale" og "Ich grolle nicht" (Jeg harmes ikke) fra Schumanns og Heines "Dichterliebe" i munden på hinanden.

Gør indtryk

Bue Wandahl gør stærkt indtryk som fængselspræsten, som bliver mere og mere engageret i den dødsdømte fange og i sin nærmest tragiske kamp for dødsstraffens afskaffelse. Det bliver to sider af den samme sag.

Sigurd Holmen Le Dous er den unge fængselsbetjent, som forelsker sig sig i Grete Bartram. Udnytter hun ham? Ja, men hele vejen udnyttes hun også selv af mændene omkring sig. Hendes forsvarer er i Henrik Weels skikkelse også en noget blakket person.

Atmosfæren fra besættelsestiden, angsten, de altid nødvendige valg hviler tungt over scenen. Vi, som husker tiden, bringes tilbage til den. Men også de yngre skal se "Besættelse" og vil ikke føle sig fremmede.