Tip     Print     RSS     Del    

Laser og pjalter (Odsherred Teater)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 23.06.10  kl. 10:51 

Beskeden opsætning af Bertolt Brechts pragtfulde samfundssatire ”Laser og pjalter”

Odsherred Teater

LASER OG PJALTER

Af Bertolt Brecht

Musik: Kurt Weill

Scenografi: Gitte Kath

Iscenesættelse: Ole Sørensen

Til den 10. juli, derefter Svalegangen den 26. august - 18. september. Landsturné 20.september – 16. november

”Laser og Pjalter” er et pragtfuldt, men også svært stykke at spille. Balancegangen mellem den illusionstro folkekomedie og det lette anstrøg af illusionsbrydende lærestykke er ingen let sag.

Det har tidligere opsætninger både i København og provinsen demonstreret gennem årene, og det gør dette turnerende samarbejdsprojekt mellem de fire egnsteatre Odsherred Teater, Svalegangen, Møllen og Fair Play desværre også alt for tydeligt.

Ideen er glimrende og salget efter sigende over al forventning; turneen skal fylde de danske teaterforeninger og små teatre landet over det meste af efteråret. Resultatet er bare ikke godt nok.

Scenografien en afskrællet affære

Den på samme tid skrupelløse og moraliserende historie om forbryderkongen Peachum (Henrik Ipsen), hans skrappe kone (Connie Tronbjerg), morder-elegantieren Mackie Messer (Klaus Andersen), hans kæreste Polly (Marie Vestergaard Jacobsen) og rivalinden Jenny (Mei Oulund) bliver i Ole Sørensens iscenesættelse og Gitte Kaths scenografi – begge garvede folk fra Teatret Møllen – noget af en afskrællet affære.

Enkelt scenebillede med et stillads, en gangbro og et par trapper, hvilket understreger det gøgleragtige, der gerne er over Møllens normalt glimrende forestillinger, men som her virker fattigt at se på i toenhalv time.

Tandløs underholdning

Havde skuespillerne og spillestilen bare så ejet den pågående charme, den ætsende skarphed, den lurende farlighed, som Brechts stykke forlanger for at spille sig hjem.

Her bliver det kun til habil aflevering, forsøgt stiliseret, men uden overbevisning, forsøgt nuanceret naturalisme, men uden tilbundsgående ægthed, hvor nogle spiller bedre end andre, og få kan synge Kurt Weills formidable sange, så de virkelig svirper i småborgerligheden.

Vi skal jo forføres, fornøjes og forfærdes på samme tid. Vi bliver desværre ingen af delene, kun jævnt og tandløst underholdt af de otte skuespillere og deres udmærkede pianist.