Offentliggjort 27.06.10 kl. 16:58






"Producerne" i Varde er en elegant parodi på Broadway og på Hitler
VARDE SOMMERSPIL
THE PRODUCERS
Af Mel Brooks m.fl.
Instruktion Carsten Friis
Spilles til 10. juli
Det er blevet dansk sommer. Revyen blomstrer, og folk går til sommerspil lastet med puder og tæpper.
7-kanten spiller i Vardes dejlige Arnbjergpark en usædvanlig og krævende musical, "The producers", som er en parodi både på Broadway og på Hitler. Dertil kommer, at den spiller drilsk på feminine mænd. Den har faldgruber, så parodien let kan kikse. Det er set. Her kommer man det ikke nær.
Mel Brooks er både barsk og fræk. Han kan balancere på grænsen til plathed, men som han selv sagde: »Jeg udtænker platheder med intelligens.« Og det hele gennemspilles med energisk charme, overraskende elegance og netop intelligens. Det er inspirerende til det fremragende, hvad Carsten Friis har fået ud af sit store kompagni med motiverede amatører og få professionelle. Man så ingen på scenen, som ikke levede intenst og dygtigt med. Det smittede. Den ret ukendte musical fængede stadig mere i tre timer. Det er lang tid selv en sommeraften, men betingelsen for at opføre "The producers" er, at den originale opsætning følges.
"The producers" er farce helt igennem. Sådan gik opførelsen til stregen, men aldrig over. Der var morsomme skikkelser, ord og påfund, ja selv en flot og virkelig vittig dans koreograferet af Berit Borg. Og når Mel Brooks’ musik gøres så friskt præcis af Lisbeth Aagaard Madsen og orkestret, og der synges så præcist flot af koret, så korresponderer nydelsen for øjet med den for øret.
En producer, den overbevisende Kim Brandt, og en håbefuld procucer in spe, den kejtet morsomme Henrik Gantzel, får ideen at samle to millioner dollar hos ældre damer, der har en herlig korscene. For pengene vil de sætte alle tiders flop op, så de hurtigt kan fordufte med dem. Men stykket "Forår for Hitler" bliver en succes.
Hitler er kun en sidebemærkning, som man morer sig herligt over med god samvittighed. Benny Quist og Martin Holm har hver sit gode tag på neonazistiske neandertalere, som Holm og Simon Balslev har på feminine skabede mænd. Men ingen med forstående humor vil blive stødt. Den svenske Camille-Cathrine Rommedahls Ulla er en ekstra nydelse.
"The producers" er et af de bedste sommerspil i årevis.
Annonce:
Annonce: