Tip     Print     RSS     Del    

Melampe (Grønnegårdsteatret)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 06.07.10  kl. 13:25 

Festlig og træfsikker parodi på nutidens naragtigheder.

Grønnegårdsteatret:

Melampe

Tekst og iscenesættelse: Heinrich Christensen

Dekoration: Louise Beck

Kostumer: Lauréline Démonet

Til den 17. juli

Titlen, historiens skelet – og hunden. Meget mere er der ikke tilbage af Holbergs satiriske komedie om to søstre, der sender deres kærester i krig på grund af arveretten til en fjollet skødehund ved navn Melampe.

Men pyt nu også med det. Instruktøren Heinrich Christensen har moderniseret, omskrevet og gendigtet, så det er en fornøjelse. De opstyltede 1720’er-manerer i Kongens København er blevet til lige så krukkede, selvoptagne og naragtige 2010-manerer i Dronningens København. Holberg ville have syntes, at det var et morsomt og særdeles træfsikkert portræt af nutidens skabagtige mig-mig-mig og jeg-er-på-generation.

Vi befinder os til begravelse i et modehus, hvor begge forældre dør en brat død af sorg over en skødehunds bortgang. Fluks anskaffer de to efterlevende, selvglade søstre Lucilia og Philocyne sig en ny skødehund, kaldet Melampe.

Desværre bortføres den lige så fluks i håb om løsepenge af en tumpet røver ved navn Gusman. Og så er Fanden ellers løs i Grønnegården! De to søstre beordrer hver for sig deres lækre kærester, bedstevennerne Leander og Polidor, til fluks at skaffe kræet tilbage, ellers er det slut med kærligheden.

Samtidig hundses der godt og grundigt rundt med tjenestefolkene, klodsede Dorthe og smarte Sganarel, hvor sidstnævnte pludselig sendes i farlig aktion, hvilket han bestemt ikke er meget for. Hellere vil han indtage positionen som betragter af herskabets naragtigheder – her begavet transformeret om til en lapset tv-kommentator med kernespørgsmålet: Hvad føøøler du lige nu?

Det ender forholdsvis godt. Trods krig, død og ødelæggelse tvinges de to søstre til at forliges og tage deres kærester tilbage. En del fodfolk er ganske vist døde – der er jo altid en del spild i sådan en krig – og stakkels småbjæffende Melampe ender også skidt, i to halvdele på salomonisk vis. Så kan søstrene få en halvdel hver at græde over, mens vi andre får fred.

Grint får vi så sandelig også. Forestillingen er et resultat af andetårs-elevernes projekt på Statens Teaterskole, og måske er denne hårdtpumpede parodiske stil ikke den bedste eller mest retfærdige måde at præsentere elevernes skuespillerfærdigheder på, men sjovt er det.

Mest elegant-fimset gjort af Mikkel Boe Følsgaards Sganarelle med de løse håndled og den skarptslebne stemme, mest opkørt af de to søstre, spillet af Danica Curcic og Katrine Murholt Rosenthal, mest kropsligt veltrænet af Mikkel Kaastrup Larsen og Jonas Kriegbaum som Leander og Polidor, mest rocker-skummelt af Asbjørn Kroghh Nissen som Gusman, mest underkuet af Lærke Schjærff Engelbrecht som Dorthe, mest stoisk af søstrenes storebror Pandolfus (Martin Fredberg), der her er blevet til en alternativ verdensfrelser.

Forestillingen er angiveligt beregnet for børn, men voksne kan roligt se med – også uden barnligt påhæng. En sund latter er aldrig at foragte.