Tip     Print     RSS     Del    

Midt om natten (Vilhemsborg Festspil ved Århus)

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 29.07.10  kl. 11:50 

Sommerspil med ”Midt om natten” på Vilhelmsborg var helt igennem dansk.

Sommerspil

Vilhemsborg Festspil ved Århus

MIDT OM NATTEN

Af Kim Larsen og Erik Balling

Spilles til den 14. august

En time før premierestart på Vilhelmsborg friluftsscene tog regnen for alvor fat nærmest efter aftale. Uden respekt for teatret på den grønne plet mellem Århus og Odder silede den ned en god time ind i forestillingen. Var det en hævntanke af den ægte tordens ophavsfolk at ville jage teatertordenen væk?

De danske sommerspils mange trofaste på begge sider af rampen lader sig nu ikke så let kyse væk. Stolene på Vilhelmsborg lignede små fuglebade på række lige til at pjaske i, så vi vel alle gik derfra med våde underbukser.

Intet kan dog hindre danske nomader med tæpper, puder og regnslag i at nå frem til deres picnic og folkelige sommerteater med mange amatører og få professionelle. Det er dansk, så det batter.

Publikumslatteren fik en egen klang, da vi nåede sangen med de populære ord: »Vi be’r bare guderne om godt vejr.« Kim Larsens, Gasolins og Jacob Haugaards sange er skæve og danske, også så det batter.

Et stykke kulturhistorie

Sceneversionen efter filmen ”Midt om natten” er nu ikke en latterbombe, men den har sine momenter også i den retning.

Den er et lille stykke kulturhistorie, en beskrivelse af 1970’ernes fristadskultur, som dengang var en drøm om fremtiden. I dag kan ”Midt om natten” virke selvmodsigende gammeldags og for bundet af sin samtid og dens begivender. Vi er siden kommet et andet sted hen, om det er frem eller tilbage. Det spillede man sig ikke ud over på Vilhelmsborg.

Styrken er her en anden. De mange amatører har gjort et stort, energisk og mærkbart glad arbejde for at være med til at skabe teater. Instruktøren Anders Baggesen formår at holde de mange medvirkende til ilden, men samtidig at lade dem holde den ærbødige afstand til den.

Forgæves spejden

Denne aften var det specielt imponerende at se så mange bevæge sig så sikkert på den regnglatte scene i Rikke Krogsgaard Hansens koreografi. Thomas Christensens på anden måde sikre lille orkester sad godt i læ.

Endelig en detalje, som det ville være godt at få forbedret i de kommende somre (2011 ”My Fair Lady”). Det éndimensionelle højttalersystem udpeger ikke, hvor de talende personer befinder sig på den meget brede scene. Man kan lede forgæves.