Tip     Print     RSS     Del    

Norma (Hedeland, lørdag)

JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 02.08.10  kl. 09:52 

Naturlandskabet ved Opera Hedeland er en fantastisk kulisse for oldtidsoperaen “Norma”.

Hedeland, lørdag:

NORMA, opera af Vincenzo Bellini og Felice Romani.

Instruktion: Staffan Valdemar Holm.

Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller.

Musikalsk ledelse: Brad Cohen.

Opføres også 6.8. og 7. 8. (lukket forestilling).

www.operahedeland.dk.

Når en opera om sammenstød mellem religioner opføres i fri luft, kunne man godt forestille sig at mindst ét hold vejrguder ville markere sig.

Men nej. Den første sceniske opførelse i Danmark i over 100 år af Vincenzo Bellinis “Norma” fra 1831 - der ellers er selve hovedhjørnestenen i romantisk italiensk opera - foregik lørdag aften i knastørt vejr, og med Opera Hedelands græsklædte amfiteater i en grusgrav uden for Hedehusene som en fantastisk stemningsfuld kulisse.

I særdeleshed fordi iscenesætterparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller også har omskabt selve den åbne, runde scene til et græslandskab, der illuderer perfekt som handlingens hellige lund i oldtidens Gallien.

Oven i købet bruges bakkerne ved siden af aktivt i forestillingen, og når så oven i købet man har solnedgang, aftenskyer, naturens lyde og efterhånden nattens mørke omkring sig, bliver virkningen fuldstændig magisk.

Embedsmænd på afveje

Uheldigvis har forestillingen også to grundlæggende svagheder. Den ene er, at alle personer, galliske druider såvel som den romerske prokonsul Pollione, er blevet iklædt éns moderne habitter.

Ikke blot udstråler denne banale idé, i dag lige så meget en kliché som når gamle opsætninger tumlede rundt med hjelme og sværd, manglende tillid til, at operaen kan fænge hos et moderne publikum ved egen kraft.

Den udstråler også manglende tillid til, at et moderne publikum er intelligent nok til at se ud over sin egen næsetip og opleve en historie om oprør, hævn og jalousi i oldtiden som nærværende.

Og så fungerer det i øvrigt slet ikke på en scene, der i omgivelsernes natur i stigende grad henligger i underbelyst halvmørke. Som natten falder på, bliver det helt enkelt sværere og sværere at se hvem der er hvem, sådan som ensemblet mere og mere bare ligner en flok embedsmænd på afveje.

Sangernes forestilling

Bedre bliver det ikke af, hvad der er den anden dramatiske svaghed, nemlig at selve personinstruktionen fremstår så umusikalsk. De store ensemblescener virker nærmest bevidst løst instruerede, og hvis det er en pointe, fungerer den bare ikke sammen med musikken.

Fortsættes...