Tip     Print     RSS     Del    

Singin' in The Rain (Malmø Opera)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 22.08.10  kl. 11:25 

Sublimt danset teaterudgave af filmmusicalen ”Singin’ in the Rain” i Malmø.

Rennie Mirro er en svensk musicalstjerne af de sjældne. Her boltrer han sig i regnen i titelnummeret fra "Singin' in the Rain" på Malmø Opera. Foto: Mats Bäcker

Malmø Opera:

SINGIN’ IN THE RAIN

Af Freed, Brown, Comden og Green

Scenografi: Ingemar Wiberg

Iscenesættelse: Bo Hermansson v/ Marianne Mörck

Billetter via BilletNet og www.malmoopera.se

Spiller til den 17. oktober

Af sted til Malmø, musicalelskere! En kendt musicalfilm, transformeret om til teaterbrug i begyndelsen af 1980’erne med behersket succes, siden forbedret adskillige gange, senest i Stockholm 2006, aldrig spillet herhjemme, nu sat op på Nordens største scene med fuldt symfoniorkester og med en stjernebesætning af sangere og dansere, der overgår alt, hvad vi kan præstere i Danmark.

Foruden naturligvis to gange syngende regnvejr. Flere tusind liter vand fosser ned, mens hovedpersonen i første akt traller og danser sig igennem titelnummeret, og vi lige får skybruddet en gang til i den overgivne finale, nu med kor i gule regnfrakker, paraplyer og ekstremt præcis showdans. Hvor er de dog bare dygtige, de svenskere!

Let besværet handling

Historien er tynd, der er for få sang- og dansenumre, og man mærker, at det er en film, der er forsøgt skrevet om til teater. Handlingen flyder bestemt ikke ubesværet i denne komedie om overgangen fra stumfilm til talefilm i slutningen af 1920’erne. Hvilket skaber gevaldige problemer for filmselskabets kvindelige stjerne.

Hun ser nemlig dårende dejlig ud, men har en stemme som et råkostjern og er en intrigant lille satan. Hvad gør man så? Man lader en lille grå mus med guldstemme lægge stemme til divaens celluloid-udfoldelser. Skaber det mon jalousi? Forelsker den mandlige filmstjerne sig mon i musen? Afsløres bedrageriet til sidst og får primadonnaen sin velfortjente straf? Svarene plasker muntert i regnvandet.

Men ser vi bort fra de få mangler, er der kun godt og endnu mere godt at sige om denne tre timer lange og dejligt pointepræcise opsætning, hvor alt overskudsbobler af lysende talent, danseglæde og smittende humør.

Flyvsk Rennie Mirro

I særklasse de to mandlige hovedroller. Rennie Mirro – også set herhjemme på Østre Gasværk som Jesus i ”Superstar” – har som den mandlige filmstjerne charme, sangstemme og en imponerende fysik, der får ham til at udfolde sig fuldkommen ubesværet. Snart i hæsblæsende step- og showdans, snart i noget, der nærmer sig modern dans. Samme overlegne spændvidde besidder kollegaen Karl Dyall, der nærmest vælter salen, når han springer, synger, danser og jonglerer rundt med sig selv i diverse møbler. Talenter af det format ejer vi ikke herhjemme.

Også de to kvindelige hovedroller er solidt besat. Primadonnaen forener Anette Friberg med inderlig dumhed, skærebrænderstemme a la papegøjen Andrea fra børnefjernsyn og virtuost ætsende selvcentrerethed over for Lisette Paglers godhjertede Kathy, som desuden kan steppe og danse, så det er en fornøjelse. Det er Lars Humbles egocentriske, koleriske og hårdtprøvede filminstruktør også. Et spruttende og gnistrende festfyrværkeri af de sjældne.

Omkring hovedrollerne og det glimrende ensemble boltrer opsætningen sig i elegante sætstykker i jugendstil, vendbare kulisser, komiske stumfilm-optagelser, løbelys, guld, glimmer og glitter på den enorme scene.