Tip     Print     RSS     Del    

Omar Marzouk: Omskåret (Frederiksberg-scenen)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 02.09.10  kl. 09:52 

Omar Marzouks nye forestilling "Omskåret" er tynd, gammeldags og slet ikke morsom nok.

Frederiksberg-scenen

OMSKÅRET

Af og med Omar Marzouk

Spiller til den 18. september, derefter landsturne til den 1. december

Hvad skal en stand up-komiker kunne? Han skal have en original og begavet tekst, fuld af morsomme pointer og rammende sandheder om noget, der angår ham selv og hans publikum.

Han skal kunne sin tekst, og kunne aflevere den, sådan som en klassisk komiker har skullet det i århundreder. Med sans for ordenes rytme og fornemmelse for, hvordan en historie bygges op og en pointe serveres optimalt. Det er et håndværk og i heldigste tilfælde også en kunst.

Forudsigeligt, uoriginalt og gammeldags

Og hvorfor så denne basale og banale indføring i en stand up-komikers arbejde? Fordi Omar Marzouks nye show ”Omskåret” dumper på de fleste af kravene. Hans tekst handler om kønskampen – kvinderne har angiveligt overtaget magten, mens mændene er blevet for kvindagtige i deres værdier. Hvor er den rigtige mand henne, spørger han og lyder, som om det er genudsendelsen af en af de første danske stand up-forestillinger for cirka 15 år siden. Gab, hvor er der få sjove indfald i den tekst, gab, hvor er det bare forudsigeligt, uoriginalt og gammeldags. Gab, hvor har Omar Marzouk dog lidt at fortælle os.

Men kan han så aflevere sin tekst, så udførelsen dækker over svaghederne? Det har mange revy-skuespillere måttet gøre i århundreder, tag blot Dirch Passer. Nej, sansen for optimal aflevering mangler også hos Marzouk. Rytmen, betoningerne, alt det, der kan forvandle ord til magi, mestrer Marzouk slet ikke. Afleveringen er slap.

Anstrengte betragtninger

Hvad får vi så? En åbningssketch med Marzouk forklædt som sædcelle. Pudsigt, men det bruges ikke til noget Efter pausen Marzouk som imam med ansats til spag pointe, der ville kunne klare maksimalt et halvt minut i en revy – her varer det fem. Imellem kommer anstrengte og kun svagt morsomme betragtninger over mandens udvikling fra urtiden og frem. Hver gang med påstanden, at manden er blevet fimset, og at vi derfor skal tilbage til den oprindelige, ægte mand. Uden at vi på noget tidspunkt får konkretiseret, hvilke værdier denne urmand måtte besidde, der skulle gøre ham så attråværdig. Undervejs strejfer vi Taleban, kvindefrigørelsen, oplevelser på fødegangen samt Marzouks ordblindhed – ikke mindst det sidste savner enhver forbindelse til hoved-emnet.

Undervejs hører vi påstanden, at stand up-komikere har rollen som ”den fjerde statsmagt”. Men for det første er det om nogen pressens rolle, for det andet er stand up som genre betragtet alt for navlepillende og småt i perspektivet til at kunne bestride den post. Omar Marzouks eget bidrag er det sørgeligste bevis.