Tip     Print     RSS     Del    

Cabaret (Tivoli)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 05.09.10  kl. 18:43 

Fredericia Teaters opsætning af ”Cabaret” klinger flot, men savner farlighed.

Glassalen, Tivoli:

CABARET

Scenografi: Nina Flagstad

Koreografi: Hans-Christian Leonhard

Iscenesættelse: Pierre Westerdahl

Kapelmester: Sanne Graulund/Annika Askman

Spiller i Glassalen til den 15. september, derefter turné til den 6. november

”Cabaret” klæder Glassalen i Tivoli formidabelt, rummet er som skabt til Kit Kat-natklubben – og forestillingen vil også klæde landets mange teaterforeninger. Den har sin styrke i det vokale, sin svaghed i skuespillet. Hvor sangnumrene brager igennem og skaber vel den stærkeste musikalske udgave af stykket i mange år, står figurtegningen svagere – der mangler dybde og farlighed, især i portrættet af Sally og Cliff. Julie Steincke er sat til at spille Sally hårdkogt hele vejen igennem. Svagheden og sårbarheden i figuren, der kan gøre den interessant og rørende, mærker vi ikke meget til. Til gengæld bliver vi nærmest blæst omkuld af vellyd, når Julie Steincke lukker op for sangstemmen. Endelig en Sally, der kan synge!

Thomas Voss gør, hvad han kan med træmanden Cliff – og det er nydeligt, som også stemmen er det, men rollen er desværre født bleg. Lars Bom gør en glimrende figur med et skønt diabolsk grin som Konferencieren, også i sine velkoreograferede sangnumre, men kæmper unødigt med gebrokkent cirkussprog og deraf følgende utydelighed i replikken. Og så er der Birthe Kjær og Dario Campeotto som henholdsvis pensionatsværtinde Schneider og frugthandler Schultz. Hun ældet med ynde, stemmen både sødmefuld og hvas, han blot mild og kær. Et smukt og sødt par. Der kunne uden tvivl lokkes flere nuancer ud af figurtegning og replikføring, men der kan til gengæld ikke synges bedre. Jeg mindes ikke, hvornår vi sidst har hørt parrets ganske mange sangnumre sunget så smukt, rent og stærkt som her.

”Cabaret” kan spilles som et overdådigt udstyrsstykke, og det kan spilles helt enkelt og rent. Det sidste er tilfældet her. Nina Flagstads fine scenebillede består af let dekadente spejl- og løbelys-kulisser, samt et mellemtæppe og få sætstykker, der elegant skaber den helt rigtige fornemmelse af såvel Kit Kat-natklubben som det lurvede pensionat i Berlin anno 1929.

Hvad man måske kan savne lidt, er farligheden. Nazismen i skikkelse af den lidt klejne Joen Højerslev bliver aldrig for alvor et skræmmende element i denne opsætning. Den lever af sine stærke sangstemmer og sine glimrende koreografiske og sceniske arrangementer snarere end sit skræmmende perspektiv og sin nuancerede skuespilkunst. Nyd derfor dette flot show og glem den historiske virkelighed lige uden for døren. Sådan som konferencieren siger!