Tip     Print     RSS     Del    

MAMMA MIA! (Tivolis Koncertsal)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 16.10.10  kl. 09:26 

Smittende veloplagt ABBA-musical i Tivolis Koncertsal.

Nicoline Møller som Donna omgivet af det velsyngende og fodrappe kor i "Mamma Mia!". Foto: Brinkhoff & Mögenburg

Relaterede artikler

30.000 ekstra billetter til "Mamma Mia"

Tivolis Koncertsal

MAMMA MIA!

Til den 31. december

Omsider er ABBA-nostalgoteket åbnet i Danmark, så også vi kan vugge, nynne og trampe med på alle de øreklistrende melodier fra de glade 1970’ere. Versefødderne halter måske lidt i Anne Linnets ikke alt for vellykkede og sine steder endda ufrivilligt komiske oversættelse af de uopslidelige ABBA-sange, men det er så også det eneste, der er galt med denne tempofyldte udgave af ”Mamma Mia!”, fint fordansket af Ann Mariager. Resten er ren fornøjelse.

Velkendt opskrift

Indpakningen kender vi. Det er den samme i alverdens opsætninger. En enkel og velfungerende scenografi – hvide cementvægge og græsk blåt i en ramme af bæk og bølge-kulisser. Opskriften kender vi også. En historie kittet sammen over et par håndfulde hits, der både kommenterer handlingen og fungerer som musikalsk nostalgi af kønneste aftapning. Det foregår i Grækenland, hvor en ung amerikansk pige skal giftes.

Hun kender ikke sin far – moderen havde sideløbende affærer med tre mænd dengang for 21 år siden i de frigjorte 1970’ere. Nu har datteren uden moderens vidende inviteret dem alle tre til brylluppet.

Men inden det går løs, er der polterabend for de unge, mens de voksne genopfrisker fortiden, blandt andet moderens ungdomskarriere i et popband. Heldigvis for det, for ellers havde vi aldrig fået ”Dancing Queen” og ”Super Trouper” med glitter, plateausko, trompetbukser og hele det plisserede svineri.

Danskerne kan

Så kommer selvfølgelig spørgsmålet: Kan de danske medvirkende synge og spille komedien, holder standarden? Og det gør den. Nicoline Møller er stærk som selvstændige Donna. Stor stemme og lidenskabelig udstråling med det rette strejf af sårbarhed, der giver figuren dybde og perspektiv.

Nastja Arcel har elegant fat på Donnas let kyniske overklasseveninde Tanja, og Pernille Schrøder tegner fodformede Bibi med hele sit store, præcisionskomiske talent, så vi næsten ikke kan holde øjnene fra hende. Mændene omkring Donna fylder fint deres mindre roller ud. Morten Lützhøft med maskulin oprigtighed i både krop og stemme, Lars Oluf Larsen med nørdet bankmands-begejstring og, sjovest, Peter Oliver Hansen som selvfed macho fra Næstved uden så meget at have det i.

Fudfed vellyd overskygger alt

På de unges hold brager Kristine Yde Eriksen igennem med flot stemme, ungdommelig råstyrke og sårbar usikkerhed som datteren, der leder efter sin far. Christian Lund er hendes sødt hvalpede kæreste, og omkring dem finder vi en herlig flok af labre badenymfer og velhængte svømmedrenge, hvor ikke mindst Kim Nielsen lyser gavtyveagtigt charmerende op.

Og så er der jo lige musikken. De seks mand i orkestergraven fylder salen med fuldfed ABBA-vellyd, så vi er aldeles salige. Vel er historien noget banalt pjat, men man bliver bare i så forbandet godt humør af al den gode musik.

Derfor virker forestillingen som en tiltrængt, varm og livsbekræftende sommer-indsprøjtning på vej mod en mørk og kold vinter.