Tip     Print     RSS     Del    

Opsamlingsteater

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 17.05.11  kl. 21:56 

Festivalen Internationalt Levende Teater samler også danske forestillinger op, så de med rette ikke glemmes.

ILT-festivalen i Aarhus begyndte med den danske førsteopførelse af det tysk-israelske "Third Generation", som åbent og uden politiske hensyn tog fat om de konfrontationer, som tredje generationen efter Anden Verdenskrig og Holocaust stadig lever med. Det var anderledes, fremragende og vedkommende teater (JP Aarhus 14. maj).

Det er kun én side af ILT-festivalens ansigt. Den finder også teaterstykker frem, som vi har set - i hvert fald i København -, og spiller dem nu i Aarhus, så de kommer endnu et skridt fra glemselen.

Det gælder ikke mindst de to forestillinger på Svalegangen. Først Trine Dyrholms stærke præstation i Sarah Kanes "4:48 Psykose". Allerede i 2003 fik hun en Reumert herfor. Holland House tog stykket op igen i efteråret 2010, og opførelsen, som betegnes som værende endnu mere tydeliggjort, og instruktøren Jacob F. Schokking modtog prisen Teaterkatten for den.

Lige så oplagt viste det sig at være at sætte "Bable-Bable" med Livingstones Kabinet på ILT-programmet. Forestillingen blev nomineret til en Reumert i kategorien bedste musikteater i 2008. Den rammer plet i en verden, som i stadig stigende grad domineres af tro og af manglende tro på troen. Historien begynder forfra med babel(stårnet), som glider over i bibel(en), som bliver til den rene babble-babble(n). Man skal have ørerne ude,

Det er en rablende morsom forestilling på engelsk og dadaistisk, som er kommet ud af det. Der er rigtig musik, en blanding af enkle medodier, en anelse musical, lidt mere mindende om Kurt Weills skarpe, samfundssatiriske toner og det hele tilsat båthorn, koklokker og forskellige braldrer, så det var nok til en hel børnehave af de aktive. Det virkede.

Man blev i godt humør og tænkte samtidig på det ret rystende fænomen, at troen (på hvad som helst) i dag er blevet en så uforsonlig gud for så mange. Også dette stykke hører hjemme på en teaterfestival som ILT. Ordet opsamlingsteater derom skal absolut forstås positivt.

Musikken og dansen

Noget helt andet: Man har i fire hundrede år diskuteret, om ordet eller musikken er det vigtigste i operaen. Mozart mente musikken, Gluck mente ordet, Richard Strauss kom i "Capriccio" ikke til en afgørelse. Hans grevinde kunne ikke vælge mellem komponisten og digteren, som attrår hende.

Hvordan så med forholdet mellem musikken og dansen? Det skulle være mere lige til, at musikken kom først. Det gør den naturligvis også i danseren Anders Christiansens "Accordion" fra februar i år, som blev genoptaget på Entré-Teatret, Men efterhånden findes en mere vekslende balance i en flydende grænse mellem musikken og dansen og mellem lyde og bevægelse.

Omvendt blev det, da Anders Christiansen først trak vejret, som vi hørte forstærket, og som derefter blev overtaget af akkordeon’et. Lige så let gik alle detalje ikke ind, og forestilingen ventede på en kulmination.

"Danmarks særeste danser" har Henrik Lyding i JP i 2008 kaldt Anders Christiansen, og det er værd at gentage, for han er en ener med en minimalistisk stil, som i denne forestiling ikke altid er let at tyde.

Den fremragende finske akkordeonist og her til dels også performer, Minna Weurlander får mange sider ud af sit instrument. Her er noget for enhver. Jakob Brandt-Pedersen har endda ekstra skrevet ny eksperimenterende computermusik, som hun knivskarpt lader indgå i sit eget øvrige musikalske billede. Jo, det var noget helt andet.

"Accordion" spilles onsdag aften den 18. maj på Entré Scenen i Aarhus.