Tip     Print     RSS     Del    

Next to normal (Nørrebro Teater)

Af  HENRIK LYDING

Offentliggjort 19.02.12  kl. 09:25 

Medrivende og moderne amerikansk musical om smerten i et forkrøblet sind.

NØRREBRO TEATER:

NEXT TO NORMAL

Af Brian Yorkey og Tom Kitt

Scenografi: Manfred Blaimauer

Kapelmester: Lasse Schmidt

Iscenesættelse: Thomas Bendixen

Varighed: To timer og 20 minutter

Til den 15. april

En dejligt moderne musical. Med en skræmmende realistisk handling, aldrig banal og lykkeligt befriet for unødig sentimentalitet. Sat på scenen af et hold stærkt syngende og dramatisk interessante skuespillere, der får historien til at leve og røre i Thomas Bendixens tempofyldte iscenesættelse og Manfred Blaimauers abstrakte trappedekoration og baggrundsprojektioner, som elegant blander musicalens virkemidler med det naturalistiske dramas.

Historien gælder en families kamp for overlevelse. Med Diana, der er maniodepressiv, hendes mand, der elsker hende, men står magtesløs over for humørsvingninger og vrangforestillinger; en datter, der føler sig usynlig, fordi hun aldrig har fået sin mors kærlighed, og en søn, der er hele historiens omdrejningspunkt. En søn, der døde 16 år tidligere. Det er ham, moderen aldrig har sluppet, ham der som et spøgelse terroriserer den lille familie.

Psykolog og psykiater konsulteres, selvmord forsøges, piller skrives ud og smides væk, for nok tager de smerten, men de tager også alt andet, så Diana vandrer rundt sjæleligt følelsesløs. Elektrochok bliver næste skridt – hjælper det? Tja, sønnen forsvinder, men også hukommelsen. Og slutningen? Ikke udelt lykkelig – der er altid en, der sidder tilbage med smerten.

Alt dette sat i pulserende storby-rock, med stadig fremdrift og avanceret orkestrering, så både stemmer og instrumenter står skarpt. Lidt af en musikalsk bedrift. Stilen er typisk for nye amerikanske musicals og hverken specielt original eller ørehængende med sine aggressive toner, der gerne ender i det høje register som et skrig af desperation. Men den fungerer som et fint spejl for de fem karakterers fortvivlelse, drømme og længsler.

I centrum står Cecilie Stenspil som Diana, lige så bevægende som da hun for et par sæsoner siden spillede i ”Breaking the Wawes”. Attraktiv, med sitrende renhjertet udstråling og en forunderlig skrøbelighed i blikket, så man virkelig forstår, hvorfor Troels Lybys ægtemand har forelsket sig i hende. Lyby er glimrende – varm og omsorgsfuld, et fortvivlet menneske, der er ved at bukke under.

Tilsvarende rammer Laus Høybye fuldkommen rent som den døde søn med en insisterende kraft i både øjne og stemme over for Kristine Marie Brendstrups forståeligt usikre datter, der har savnet sin mor så intenst, at hun ikke tør tro på kærestens følelser. Ham spiller Kenneth Müller Christensen som en stor, godhjertet og knuselskelig knægt. Og endelig fuldender Tom Jensen som psykiateren billedet af en ualmindelig velbesat skuespiller-kvintet i dette stærke og barske hverdagsdrama fra det virkelige liv.