Stress af og bevar fatningen med musik

For de fleste af os fylder musik meget i hverdagen. Vi lytter aktivt til det, og vi bruger det i baggrunden, når der ikke skal være for stille. Vi hører musik på arbejdet, i bilen, når vi laver mad, og når vi gør rent. Derudover er det de færreste sammenkomster og fester, der ikke har musik kørende for at skabe den rette, festlige stemning.

Hvilken musik vi lytter til, siger ofte meget om vores humør. Er man glad, sætter man glade og muntre sange på, mens dårligt humør og kærestesorger ofte får os til at bevæge os over i den mere melankolske genre. Musikken kan dog også påvirke vores humør, så hvis man har haft en dårlig morgen eller er lidt nede, kan glade sange i bilen på vej til arbejde være det, der skal til, for at vende humøret og få en god dag.

Mens ovenstående alt sammen er eksempler på, hvordan musik afspejler og påvirker vores humør, samt hvordan det kan bruges til at skrue op for stemningen, kan det også bruges modsat – nemlig beroligende og afstressende.

Man skal ikke underkende musikkens magt, uanset om det handler om dine personlige spillelister, som får dig til at føle dig tryg, eller specialproduceret musik, som er lavet specifikt til at få lytteren til at slappe af.

Hvilken type musik du skal bruge, afhænger meget af din personlige smag. Nogle foretrækker deres personlige playliste med gamle klassikere eller de nyeste hits. Dette kan være en god idé i situationer, hvor du mest af alt har brug for at lukke omgivelserne ude. For andre, og i andre situationer, kan det være bedre med beroligende musik i form af eksempelvis jazz eller såkaldt delfinmusik. Der findes et hav af sange og playlister med beroligende melodier, som ikke har sangtekst. Dette er en stor fordel, hvis du skal koble hjernen helt fra og bare slappe helt af, da du ikke skal koncentrere dig om at høre teksten og bearbejde den for at forstå, hvad sangen handler om.

Nedenfor har vi oplistet en række situationer, hvor du med fordel kan bruge musikken til at komme ned i gear og genvinde kontrol over situationen. Det er selvfølgelig ikke alle, der synes, musik er løsningen, men det er bevist, at musik har stor kontrol over vores følelser og hjerneaktivitet, så hvis du døjer med et eller flere af nedenstående problemer i din hverdag, er det bestemt værd at prøve om musikken kan mindske eller måske ligefrem afhjælpe problemet helt.

Musik mod søvnproblemer

Har du svært ved at falde i søvn om aftenen? Måske sover du uroligt og vågner i løbet af natten uden at vide hvorfor?
Et stigende antal danskere oplever søvnbesvær. For langt de flestes vedkommende handler det om, at de har for travlt i løbet af dagen og for mange ting at tænke på og huske. Den åbenlyse løsning på dette problem er naturligvis at skrue ned for arbejdsmængde, aktiviteter, aftaler, osv., men det er som bekendt lettere sagt end gjort.

Ligger du og vender og drejer dig, når du er gået i seng, kan du prøve med noget beroligende musik før sengetid. Du kan prøve to forskellige metoder. Prøv at sætte noget beroligende musik på i stuen før sengetid, så du bare sidder eller ligger i sofaen og lytter til dette, uden at se fjernsyn, bruge din telefon eller andet. Musikken hjælper hjernen med at komme ned i gear og koble af, før du skal ind i sengen og falde i søvn.

Du kan også vælge at tage musikken med ind i seng. På denne måde kan du lade dig falde helt hen, så du ikke behøver at rejse dig fra sofaen og gå ind i seng, når du først er blevet helt afslappet.

Musik mod koncentrationsbesvær

Måske sidder du i et åbent kontorlandskab, hvor mange mennesker går igennem, holder telefonmøder og klimprer løs på tastaturet. Måske bliver du let forstyrret af dine egne tanker, som får dit fokus til at flytte sig fra din arbejdsopgave til alt muligt andet. Måske er der noget helt tredje, der gør, at du har svært ved at holde koncentrationen, når du skal løse en opgave.

Også her kan musik være en god hjælp, både i selve situationen, men også som en fast rutine i hverdagen, så du bliver vant til at fokusere og lukke omgivelserne ude, når det er nødvendigt.

Prøv i en periode at gøre det til en vane at tage 5-10 minutter om dagen, hvor du sætter noget beroligende musik på, og ikke skal gøre andet end lytte til det og lade dig fordybe. Dette kan forbedre din evne til netop at fordybe dig og holde fokus, så tankerne ikke vandrer frit og fjerner koncentrationen fra din forestående opgave.

Ud over den meditationslignende brug af musikken kan du naturligvis også bruge musikken i de enkelte situationer, hvor du har svært ved at holde koncentrationen.

Hvis problemet for dig er forstyrrende omgivelser, kan et headset med din favoritmusik være løsningen. Dette er en helt lavpraktisk løsning, da lydene fra dine kollegaer og omgivelser lukkes ude og overdøves af den musik, du sætter på i dit headset.

For nogle kan dette dog blot flytte problemet, da koncentrationen stadig kan blive forstyrret, selvom man selv har valgt, hvilken musik man hører. Her kan playlister uden sangtekster være et godt valg. De giver en konstant ”baggrundsstøj”, som lukker omgivelsernes lyde ude, men uden at hjernen skal bruge energi og opmærksomhed på at lytte til, hvad der bliver sunget om.

Musik mod tandlægeskræk

Hver tiende voksne dansker lider af tandlægeskræk, og over halvdelen af disse er kvinder. Det er altså et udbredt problem og absolut ikke noget, man skal skamme sig over eller forsøge at skjule.

Mange ender i en ond cirkel på grund af deres tandlægeskræk, da de er bange for at tage til tandlægen og derfor undgår at gøre det. Det medfører dårlige tænder, smerter og en følelse af skam over, at man ikke fik gjort noget ved det i tide. Dette fører yderligere til en frygt for dårlige nyheder, hvis man vælger at tage til tandlægen, og så er vi tilbage ved første step, hvor man er bange for at tage af sted. Det er derfor vigtigt at erkende, hvis man har tandlægeskræk, og gøre noget aktivt for at komme den til livs.

Først og fremmest er det en god idé at finde en tandlæge, som har specialiseret sig i at vejlede og varetage patienter med tandlægeskræk. Det har Amela, der er tandlæge i Aarhus og ejer af klinikken Langenæs Tandlægerne. Når hun modtager en patient med tandlægeskræk, bliver der sat ekstra tid af til tjek og behandlinger, så der er god tid til at tale om, hvad der skal ske og svare på eventuelle spørgsmål.

Hører du til dem, der får svedige håndflader, hjertebanken og susen for ørerne, så snart du tænker på, at du skal bestille tid til det årlige tandlægetjek, kan det være en god idé for dig at prøve med musik.

Start derhjemme med at lave en playliste med dine favoritnumre eller find afslappende musik der tiltaler dig. Sæt musikken på når du er alene og mærk hvordan din krop slapper af og du føler dig helt tryg. Det handler om at få skabt en forbindelse mellem musikken og følelsen af tryghed og kontrol. Når du har gjort det nok gange, vil det automatisk smitte af, når du sidder i tandlægestolen. Nogle steder kan du måske få din musik sat på i lokalet, og ellers er det nemt at tage et headset med, så du kan afspille musikken før eller under behandlingen.

Musik mod nervøsitet og eksamensangst

Har du mest af alt lyst til at grave dig ned i et dybt hul, når du skal til eksamen, fremlægge, til jobsamtale eller byde velkommen til et stort arrangement? Også her kan musik være en stor hjælp for dig. Ligesom med tandlægeskræk handler det om at få skabt en forbindelse mellem noget bestemt musik og følelsen af tryghed og kontrol. Hvis din krop bliver vænnet til, at den kan være afslappet og godt tilpas, når den hører noget bestemt musik, kan du bruge det til din fordel, når du har brug for at præstere og skubbe nervøsiteten til side.

Sæt tid af før du skal ind til eksamen, op på scenen eller hvad du skal, så du har god tid til at få kroppen ned i gear og fokusere på den forestående præstation. Fokuser aktivt på musikken, så hjernen tunes ind på den rare, velkendte følelse af tryghed i stedet for at køre ud af en tangent og ende i en nedsmeltning.

For de fleste aftager nervøsiteten, når man først er kommet i gang, så hvis du kan bruge musikken til at få en rolig og sikker start, kan du undgå de første minutter med panik og åndenød og herefter fortsætte roligt og selvsikkert.

Anmeldelser af siden:

  • Luna U. Klein 10/10

You may also like...

Leave a Reply

Your email address will not be published.

For security, use of Google's reCAPTCHA service is required which is subject to the Google Privacy Policy and Terms of Use.

If you agree to these terms, please click here.